Foto: Anders Kjærbye/ Ritzau Scanpix/Ritzau Scanpix
FCM følte sig latterliggjort: Tv-station fjernede video fra Facebook
Tobias HeegaardFODBOLD I det der skulle have været jagten på at genvinde mesterskabet, har FC Midtjylland lukket et kamerahold fra Canal 9 helt ind i hjertet af klubben. Tv-stationen ville lave en minidokumentar med titlen »FC Midtjylland - oprøret fra Heden«.
De to første afsnit har allerede været sendt, og mandag offentliggjorde tv-stationen så en video, hvor FCK-fans kommenterede på det seneste afsnit. En video på cirka fem minutter som FC Midtjylland ikke var glad for.
- Vi har set videoen, som vi fandt uden balance og nuance, og vi følte, at FC Midtjylland blev latterliggjort. Det gjorde vi opmærksom på, skriver presserådgiver Flemming Linnebjerg i en sms til BT, hvor han samtidig slår fast, at klubben ikke har krævet videoen fjernet eller haft indflydelse på Canal 9’s redaktionelle linje.
Efter FC Midtjylland tog kontakt til Canal 9, har tv-stationen fjernet klippet fra Facebook. Videoen lå kun på det social medie i halvanden time.
Canal 9’s ledende redaktionschef, Christian Thye-Petersen, siger til BT, at videoen blev fjernet, da han fandt den ubalanceret og unuanceret. Samtidig slår redaktionschefen fast, at det ikke skyldes FC Midtjylland, at videoen blev taget ned. Christian Thye-Petersen havde også fået videoen fjernet, hvis han havde set den, inden FCM tog kontakt.
Ifølge BT skulle FC Midtjylland dog have krævet, at videoen blev fjernet, ellers ville klubben stoppe samarbejdet med tv-stationen og det næste afsnit ville ikke kunne vises. Det afviser Christian Thye-Petersen.
- FCM har ingen redigeringsret over det, vi laver. Der er nogle aftaler om, hvor meget vi kan være i omklædningsrummet, og så har FCM ønsket at tage hensyn til Kenneth Andersen i forhold til, hvor meget han er med, da han er ny træner i klubben. Det er det, der ligger i aftalen, siger den ledende redaktionschef til BT.
Afsnit tre af de planlagte fire er programsat til at blive vist på søndag.
Ugens mest læste historier
Sorry. No data so far.