Helene Fauske blev topscorer med fem mål, da HIH igen tabte til Team Esbjerg. Nederlaget har dog ingen betydning, da HIH allerede inden kampstart var sikret en plads i DM-semifinalerne mod Odense. Foto: Flemming Hansen

HIH tabte betydningsløst opgør til sin onde ånd

Jørn Just Kristensen 

Herning-Ikast Håndbold var længe godt med, men tabte igen-igen til Team Esbjerg

HåNDBOLD Der stod kun »kejserens skæg« på spil, da Team Esbjerg og Herning-Ikast Håndbold mødtes i sidste puljekamp i slutspillet.Team Esbjerg havde nemlig sikret sig førstepladsen og HIH andenpladsen inden kampstart - det kunne resultatet ikke ændre på. Begge hold er altså klar til DM-semifinalerne.

Men det endte, som det plejer. Team Esbjerg vandt for tiende gang på stribe over Herning-Ikast Håndbold.

Slutfacit blev i dag 28-24 til esbjergenserne efter midtjysk pauseføring på 14-13.

HIH sluttede første halvleg godt og var i front i halvlegens sidste 10 minutter. Men efter pausen vendte skæbnen. Esbjerg oparbejdede hurtigt en føring på tre mål, og selv om HIH længe fulgte godt med, var gæsterne aldrig helt på omgangshøjde derfra.

Esbjergs føring toppede ved 28-21, men HIH pyntede på resultatet med tre reduceringer til slut.

Begge trænere valgte at bruge hele holdkortet i den betydningsløse kamp. HIH-træner Kristian Kristensen benyttede tre teenagere, og Esbjerg-træner Jesper Jensen valgte at lade reservekeeper Rikke Granlund stå hele kampen.

På lørdag venter alvoren igen med DM-semifinalerne. Herning-Ikast møder Odense på udebane klokken 16. Inden da får Team Esbjerg besøg af København Håndbold. Semifinalerne spilles bedst af tre kampe.