De hvide FCK’ere var skarpest i duellerne og lavede klart færre fejl end FCM’erne, der nu er otte point bagud i dysten om guldet. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Gulddrømmen sendt til tælling: FCM mast i Parken

Thomas Damm 

FC København tog et måske afgørende skridt i guldkampen med en 3-0-sejr

FODBOLD Det bliver en lang tur hjem i bussen for FCM-mandskabet i aften. I Parken vandt FC København nemlig den med spænding imødesete dyst mellem de to guldrivaler. Hjemmeholdet var skarpest, virkede mest tændt og var klart stærkest i duellerne. Det blev til en sejr på 3-0, og dermed åbner københavnerne et forspring på hele otte point med seks runder tilbage i mesterskabsspillet.

»Ulvene« havde ændret på to pladser i forhold til seneste kamp mod OB. Paul Onuachu var tilbage fra karantæne og spillede på toppen. I forsvaret var Erik Sviatchenko tilbage efter en enkelt kamp ude, og han skubbede Manjrekar James på bænken.

Evander brændte
FCM’s Evander Ferreira fik kampens første store chance allerede efter fem minutter på kanten af straffesparksfeltet. Københavnernes forsvar virkede passivt i situationen, og brasilianeren selv var måske også lidt længe om at få afsluttet. Hans skud gik forbi den fjerne stolpe.

Herfra overtog hjemmeholdet. Der var chancer til Viktor Fischer og Dame N’Doye, inden det i kampens 29. minut blev 1-0. Andreas Bjelland scorede, efter at FCM’s Joel Andersson snorksov, da FCK tog et kort hjørnespark. Viktor Fischer sendte bolden indover, hvor Jesper Hansen slog bolden ud til Andreas Bjelland, der headede bolden i nettet.

Godt 10 minutter senere blev det 2-0. Også denne gang efter et hjørnespark. En returbold hoppede ned for fødderne af Dame N’Doye, der havde masser af tid til at vende sig og sende bolden i nettet.

N’Doye dobbelt målscorer
Før pausen fik Tim Sparv en kæmpe mulighed for at reducere, men fra kort afstand ramte han ikke bolden godt, og afslutningen blev skæv. Erik Sviatchenko var tæt på at følge op, men vinklen blev for spids.

10 minutter inde i anden halvleg var Frank Onyeka millimeter fra at reducere på et hovedstød, men afslutningen på en flot aflevering fra Jakob Poulsen gik lige forbi stolpen.

I stedet kunne Dame N’Doye med sit andet mål bringe FCK på 3-0. Erik Sviatchenko var for passiv i en duel på en lang fremlægning, og så kunne Jonas Wind smart prikke bolden videre til Dame N’Doye, der tordnede bolden i mål.

Kort inden var Awer Mabil kommet ind i stedet for Tim Sparv, og også Gustav Wikheim og Ayo Simon Okosun blev sendt på banen. Men det hjalp intet. FCK’erne kørte stille og roligt sejren og de tre vigtige point i hus.

Kampen blev overværet af 25.321 tilskuere. 700-800 af dem støttede efter bedste evne FC Midtjylland.

Allerede på mandag skal »ulvene« forsøge at rejse sig efter skuffelsen. Det er hjemme på MCH Arena mod Brøndby.