Mathilde Falch fortæller om at komme ud på den anden side af en alvorlig spiseforstyrrelse og misbrug af alkohol og stoffer ved en fortællekoncert på Herning Bibliotek Foto: Privatfoto

Mathilde Falch om sårbarhed

HERNING Torsdag 25. april gæster sangerinden Mathilde Falch Herning Bibliotek med en såkaldt »Fortællekoncert«, som er et »nærværende, musikalsk og akustisk foredrag«, som der står i omtalen af arrangementet.

Fortællekoncerten er et miks mellem Mathilde Falchs egne sange og hendes personlige historie med psykiatri og misbrug.

Hun fortæller om at komme ud på den anden side. For det er i musikken og i formidlingen, at hun har helbredt sig selv og delt sine inderste tanker og følelser til stor inspiration for sine lyttere.

Da Mathilde Falch var 16 år, udviklede hun en alvorlig spiseforstyrrelse og begyndte at misbruge alkohol og stoffer og cutte sig selv. I dag er hun kommet ud på den anden side og har lært at håndtere sin svære fortid.

Fokus på psykisk sårbarhed
Sammen med Landsforeningen SIND har Mathilde Falch et tæt samarbejde, og i 2015 blev hun udnævnt som ambassadør for foreningen. Det har stor betydning for Mathilde Falch at sætte fokus på psykisk sårbarhed og at være med til at nedbryde tabuerne deromkring.

Mathilde Falch er datter af musiker Michael Falch og er opvokset i et bardomshjem, hvor der altid var gang i musikken og sangskrivningen. Hun lærte at spille klaver og tværfløjte og begyndte meget tidligt at skrive egne sange, men hun fik først modet til selv at synge dem, da hun tog på efterskole.

Fortællekoncerten er arrangeret sammen med SIND Herning/Ikast-Brande. Det er gratis, man møder bare op.