Louise Burgaard og resten af HIH-holdet kunne intet stille op over for Marit Malm Frafjord og Team Esbjerg. Vestjyderne tilføjede Herning-Ikast Håndbold et af de største nederlag i klubbens stolte historie. Foto: John Randeris/Ritzau Scanpix
Europæisk rejse forbi: HIH ydmyget i Esbjerg
Jørn Just KristensenHerning-Ikast Håndbold var aldrig i nærheden af finalebilletten, da de midtjyske kvinder i dag blev kørt ud af banen af Team Esbjerg i semifinalen af EHF Cuppen
HåNDBOLD Den onde stime vil ingen ende tage. Herning-Ikast Håndbold led i dag sit niende nederlag på stribe i indbyrdes opgør mod Team Esbjerg på bare to år.
Vestjyderne vandt hele 30-16 efter vanvittige 20-8 ved pausen i semifinalen af EHF Cuppen. Esbjerg havde endda et tremålsforspring med til opgøret fra første møde i Ikast for en uge siden.
Klasseforskellen var åbenlys fra første fløjt. Herning-Ikast havde svært ved at finde løsninger i angrebet, hvilket gav Esbjerg anledning til en del kontrascoringer. Men værterne havde heller ikke svært ved at komme til scoring, når opgaven stod på etableret angrebsspil over for HIH’s forsvar, der ellers normalt hører til landets stærkeste.
Esbjerg førte hurtigt 4-1, 5-2 og 9-4.
HIH-træner Kristian Kristensen brugte sit grønne timeout-kort allerede efter 4.33 minutter af opgøret - og igen efter 23.57 minutter.
Det hjalp dog ikke det store. Esbjerg-maskinen kværnede videre i femte gear, mens HIH-spillerne modløst tog imod slagene som en groggy bokser.
Team Esbjerg førte med uhørte 20-8 ved halvtid.
Det gav selvsagt andre præmisser for anden halvleg. Esbjerg pillede blandt andet sin danske landsholdsmålvogter Sandra Toft fra banen og gav de sidste 30 minutter til reserven Rikke Granlund. Og Herning-Ikast valgte også at give lange pauser til profiler som Tonje Løseth, Sarah Iversen og Sabine Englert, da opgøret forlængst var afgjort.
Esbjergs føring fortsatte ved at vokse til 26-10, men så viste værterne dog en smule nåde - blandt andet ved at give endnu flere reserver spilletid.
Slutfacit endte på 30-16, og Esbjerg er dermed klar til finalen i EHF Cuppen med sammenlagt 53-36.
Team Esbjerg skal i finalen møde ungarske Siófok KC.
HIH’erne har nu fem døgn til at genfinde sig selv inden et nyt vigtigt opgør. På fredag spiller Herning-Ikast på hjemmebane mod Aarhus United i DM-slutspillet. Hvis HIH vinder den kamp, er midtjyderne klar til DM-semifinalerne.
Ugens mest læste historier
Sorry. No data so far.