Petri Skriko er fra dags dato ikke længere cheftræner i Herning Blue Fox. Den finske legende er efter to sæsoner blevet enig med klubben om at stoppe samarbejdet. Foto: Tom Laursen

Skriko stopper i Blue Fox

Ole Bitsch 

Cheftræner Petri Skriko og Herning-klubben er blevet enige om at opsige samarbejdet med øjeblikkelig virkning

ISHOCKEY Cheftræneren hos Herning Blue Fox hedder ikke længere Petri Skriko.

Torsdag formiddag meddeler den herningensiske storklub, at ledelsen og den finske legende er blevet enige om at opsige samarbejdet med øjeblikkelig virkning.

- Der er ikke tale om en afskedigelse eller om to parter, der smækker med dørene. Vi er blevet enige om, at den her løsning er bedst for både Petri og for klubben, siger Torben Skovsgaard, direktør i Herning Blue Fox.

57-årige Petri Skriko havde som aktiv en glorværdig karriere, der blandt andet indbragte ham 569 kampe i verdens bedste liga, NHL. Fra 1993 til 1999 satte finnen - sammen med angrebsmakkeren og Herning-ikonet Todd Bjorkstrand - ild til den danske liga.

Som cheftræner stod Skriko i spidsen for Herning Blue Fox fra 1999 til 2001 - og altså senest igen fra 2017 og to sæsoner frem. I sidste sæson førte den finske træner Blue Fox i DM-finaleserien, som dog blev tabt mod Aalborg Pirates. Mindre prangende var de sportslige resultater i denne sæson for Blue Fox-mandskabet, som yderst skuffende sluttede i kvartfinalerne, hvor Aalborg atter blev endestationen.

En anden medvirkende årsag til, at Herning og Petri Skriko har valgt at gå hvert til sit, hænger sammen med klubbens beslutning om at ansætte en talent- og sportschef i form af herningensiske Martin Struzinski. Ansættelsen ville påvirke cheftrænerens fremtidige ansvarsområder, og den løsning ønskede Skriko ikke at være en del af.

Petri Skriko havde kontrakt i Blue Fox frem til sommeren 2020. Det samme gør sig gældende for assistenttræner Lubos Pisar, som dog bliver i Herning-klubben.