Der blev samlet masser af affald ind i Herning Kommune, da der var affaldsindsamling over hele landet i uge 13. Her er det fra Aulum.

Herning i top i affaldsindsamling: Samlede 6600 kilo og 3700 dåser sammen

Tobias Heegaard 

HERNING Da der for to uger siden blev samlet affald over hele landet, var Herning Kommune i top-tre over mest indsamlet affald.

Danmarks Naturfredningsforening har lavet en optælling over indsamlet affald, og det er her Herning placerer sig i toppen.

I Herning Kommune blev der indsamlet 6675 kilo affald, hvilket kun overgås af Aarhus og Københavns kommuner, der har samlet 1000-1500 kilo mere affald ind. Også på antallet af indsamlede dåser er Herning i top-tre. 3701 dåser blev det til i Herning Kommune, hvilket overgås af Horsens og Aabenraa kommuner, der har fundet 10.314 og 5078 dåser.

I alt blev der indsamlet 156 ton affald af mere end 200.000 børn og voksne.

Også antallet af cigaretskodder er blevet optalt. I Herning fandt man 30.698 skodder.

I Ikast-Brande Kommune blev der også samlet affald ind. Her blev det til 1568 kilo, 1775 dåser og 14.281 cigaretskodder.