27. januar blev de danske håndboldmænd verdensmestre i Jyske Bank Boxen. I december 2020 får landets bedste håndboldkvinder fornøjelsen af opbakningen i Boxen. Foto: Tom Laursen

Mere håndboldfest i Herning: Boxen bliver Danmarks EM-hjemmebane

Jørn Just Kristensen 

Jyske Bank Boxen blev torsdag officielt bekræftet som Danmarks hjemmebane under EM 2020 i kvindehåndbold, der arrangeres i fællesskab med Norge

HåNDBOLD Når Europas bedste kvindelige håndboldspillere i 2020 kæmper om EM-titlen, får de danske kvinder som ventet fordel af hjemmebane i Jyske Bank Boxen.

Det bekræftede Dansk Håndbold Forbund torsdag aften forud for lodtrækningen til EM-kvalifikationen i København.

Danmark og Norge blev helt tilbage i 2014 tildelt værtskabet i forening, og det har været fremme i medierne, at Stavanger, Trondheim og Oslo i Norge samt Jyske Bank Boxen i Herning var i spil som kamparenaer. Men her til aften blev det endeligt bekræftet, at de danske kvinder får sin indledende pulje placeret i Boxen.

Mellemrunde i Boxen
Det danske hold vil også få hjemmebane i Boxen, hvis det går videre til mellemrunden. Den anden mellemrundepulje spilles i Norge. Finaleweekenden foregår i Telenor Arena i Oslo.

Danmark og Norge er kvalificerede som værtsnationer, og Frankrig er med som regerende europamestre.

Jyske Bank Boxen er i øvrigt den eneste arena i verden, der har lagt gulv til både EM og VM for mænd samt EM og VM for kvinder (se faktaboks).

- Vi er stolte over, at DHF igen har valgt Herning som værtsby til en stor international slutrunde. Det bliver femte gang på 10 år, at Jyske Bank Boxen er hjemmebane for et dansk håndboldlandshold, og det er altid en fornøjelse at se det engagement som hele DHF, og ikke mindst spillerne, lægger for dagen. Vi ser frem til at huse en stor fest for mennesker fra hele landet i december 2020, siger Lars Krarup, borgmester i Herning Kommune, i en pressemeddelelse.

Også MCH Messecenter Herning ser frem til igen at danne ramme om rød-hvid håndboldfest, som oplevelseskoncernen også gjorde det, da de danske håndboldmænd blev verdensmestre for godt to måneder siden.

- Vi elsker håndbold og mesterskaber, og glæder os over, at DHF igen viser os den tillid, siger Georg Sørensen, administrerende direktør i MCH A/S, i en pressemeddelelse.