FCM’s elegante midtbanespiller Antonis Martis hænger med hovedet, mens senegalesiske Mor Ndiaye jubler over sin scoring til 1-0. Foto: Ivan Del Val/SIPA/Ritzau Scanpix
Eventyret slut: FCM tabte i Portugal
Jørn Just KristensenFC Midtjyllands stærke U19-hold er færdig i ungdommens svar på Champions League. De unge ulve tabte 0-3 til FC Porto og missede dermed pladsen ved Final4-stævnet i Schweiz
FODBOLD Kvartfinalen blev endestation for FC Midtjylland i UEFA Youth League.
De danske U19-mestre tabte onsdag 0-3 på udebane mod FC Porto i ungdommens svar på Champions League. Portugiserne er dermed klar til semifinalen i Europas mest prestigefyldte talentturnering for andet år i træk.
Porto var også dominerende i det meste af opgøret - og især i første halvleg, hvor FCM ikke kom frem til en eneste afslutning.
Sydeuropæerne førte fortjent 1-0 ved halvtid efter klar overvægt i spil og chancer. Målet faldt efter et hjørnespark, hvor Porto fastholdt presset, og Fabio Vieira slog et indbydende indlæg fra venstre side, som den store defensive midtbanespiller Mor Ndiaye fra Senegal pandede i nettet til 1-0 efter præcist et kvarters spil.
Bedre med efter pausen
FC Midtjylland kom bedre med i spil og chancer i anden halvleg. Den store helt mod Manchester United i sidste runde, kantspilleren Gustav Isaksen, satte sig igennem i højre side og serverede en god hovedstødsmulighed for topscorer Casper Tengstedt. Og samme Tengstedt var ved at komme fri til afslutning i feltet efter en god aflevering i dybden fra højrebacken Lukas Giessing.
Men 13 minutter før tid kom Porto på 2-0, da opgøret ellers balancerede på vippen. Et mønsterangreb over Taddeus Nkeng, Angel Torres og stortalentet Romário Baró endte hos indskiftede Afonso Sousa, som fik frit skud midt i feltet. Hans afslutning ramte FCM’s Antonis Martis og snød den ellers velspillende Elias Olafsson i »ulveburet«.
Snydt for et straffespark?
Bare to minutter senere blev FCM snydt for et straffespark. Casper Tengstedt vandt en hovedstødsduel efter en lang aflevering, bolden hoppede en enkelt gang, inden Diogo Leite klodset fik sat hånden på bolden.
I næstsidste minut cementerede Goncalo Borges den portugisiske sejr. Indskifteren blev spillet fri af Mor Ndiaye og knaldede bolden op i nettaget til 3-0.
FCM vender nu fokus mod den hjemlige U19 Liga, hvor »ulvene« har kurs mod at forsvare sit DM-guld fra i fjor. FC Porto er derimod klar til Final4-stævnet i UEFA Youth League og kan se frem til en semifinale mod enten Hoffenheim eller Real Madrid i semifinalen 26. april.
Ugens mest læste historier
Sorry. No data so far.