Foto: Martin Ballund
Politiet havde travl weekend i Herning: Syv forskellige mænd sigtet
Palle Heering NielsenLønningsdag og mange gæster i nattelivet betød en del anholdte og sigtelser for overtrædelse af lovgivningen
HERNING Uro, fulde folk og løse knytnæver har præget Herning den forgangne weekend, og det gav travlhed for politiets patruljer både fredag og lørdag.
Natten til fredag blev en 33-årig mand fra Ikast sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen, efter at han havde råbt ad en patrulje fra politiet i Bredgade.
Lørdag morgen ville politiet visitere flere mænd, som blev truffet i Skolegade, og det endte med, at en 25-årig mand blev sigtet for besiddelse af 0,92 gram hash, som han havde i en skuldertaske.
Han begyndte også at overfalde en af de andre mænd, som blev visiteret, og derfor blev han sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.
Dørmænd i farezonen
En 31-årig mand blev lørdag vist bort fra Blå Kors Varmestue i Bethaniagade, men manden vendte retur, og derfor måtte politiet kigge forbi.
Den 31-årige mand blev anholdt midt på eftermiddagen og sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.
Klokken 23.20 blev en 27-årig mand fra Herning vist bort fra The Old Irish Pub i Østergade, og det fik ham til at slå en dørmand i hovedet med knyttet næve.
Det kvitterede politiet for med et forbud mod at komme på pubben samt en sigtelse for vold og overtrædelse af restaurationsloven.
En 23-årig mand fra Ikast røg også i politiets sorte bog, efter at han havde råbt »Fuck dig« efter både en taxachauffør og en patrulje fra politiet i Bethaniagade. Han blev sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.
Løbet op af betjente
Natten til søndag var en 47-årig mand fra Vildbjerg på Fox and Hounds i Østergade, og den bytur endte med, at han slog ud efter en dørmand.
Han blev sigtet for overtrædelse af restaurationsloven og fik et forbud mod at komme på stedet. Han erkendte at have slået ud efter dørmanden.
En times tid senere strittede en 23-årig mand fra Holstebro med den forkerte finger over for politiet, som havde en patrulje i Østergade.
Da betjente ville tale med ham, fortsatte han sin provokerende adfærd, og han forsøgte at stikke af. Betjentene løb ham op, og under anholdelsen slog den 23-årige mand en af betjentene.
Derfor blev han sigtet for vold mod tjenestemand i funktion samt overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.
Ugens mest læste historier
Sorry. No data so far.