Anja Nielsen indstillede sønnen Mikkel og den 4. klasse på Parkskolen i Herning, som han går i, til at få en stand på Kirppu. Foto: Pr-foto

Elever sælger ud hos Kirppu og fylder klassekassen

Hos loppe-supermarkedet Kirppu er eleverne i to lokale folkeskoleklasser lige nu i gang med at sælge ud af legetøj og ting, så klassekassen kan blive fyldt

HERNING Siden 1. marts har 4. klasse på Parkskolen i Herning haft en stand hos loppesupermarkedet Kirppu på Viborgvej i Herning. Her sælger børnene lejetøj og ting, der ikke længere bliver brugt hjemme på værelserne. På tre uger har eleverne tjent over 1400 kroner til klassekassen, og nu har eleverne sat priserne ned for at få solgt ud i den sidste uge.

Det var en mor, der indstillede sin søns klasse til at få en af de stande, som Kirppu udloddede i en konkurrence til tre skoleklasser.

- Jeg har selv haft en stand tidligere og er vild med konceptet. Det er vigtigt at gøre børn opmærksomme på, at man sagtens kan lege med brugt legetøj eller gå i tøj, som andre af den ene eller anden grund ikke bruger længere, fortæller Anja Nielsen, der er mor til Mikkel, som går i 4. klasse på Parkskolen i en pressemeddelelse.

Matematik og iværksætteri
Hos butikschef Mette Chemnitz fra Kirppu er der også smil i øjnene. Hun igangsatte for nogle måneder siden den konkurrence, hvor tre folkeskoleklasser kunne vinde gratis standleje i en måned. Og 4. klasse på Parkskolen var så den ene af de klasser, som rykkede ind med alle deres genbrugseffekter.

- Mens eleverne er i skole, står vi for salget, så det er faktisk en rimelig let måde at få penge i klassekassen. Men det er jo ikke blot et spørgsmål om at være fornuftig og genbruge ting og tjene en skilling, når man har en stand hos os i Kirppu. Det er samtidig en oplagt idé for skoleklasser til både at lære noget om matematik og iværksætteri. Og ligesom alle voksne, der gerne vil gøre noget godt for miljøet og samtidig tjene en skilling, er alle børn velkomne hos os, siger Mette Chemnitz i pressemeddelelsen.