Sarah Iversen og Herning-Ikast indledte slutspillet med et overraskende nederlag ude mod Aarhus United. Foto: Flemming Hansen
Miserable Herning-Ikast tabte i Aarhus
Ole BitschHIH-kvinderne indledte slutspillet med skuffende nederlag til Aarhus United
HÅNDBOLD Det skulle have været startskuddet til et optimalt slutspil, men Herning-Ikast Håndbold fik i stedet en elendig indledning på DM-kampene.
Torsdag aften tabte HIH-kvinderne højest overraskende, men helt fortjent med 20-23 ude til Aarhus United, der også førte med 11-9 i Ceres Parks Hal 1.
Nederlaget er en kæmpe bet for ambitiøse Herning-Ikast, der via en tredjeplads og 10 ligasejre på stribe i grundspillet var favoritter mod United-holdet, der sluttede som nummer seks. Men forskellen var langt fra synlig i torsdagens slutspilspremiere.
Mens værterne mødte frem med ild i øjnene, passion og masser af vilje, manglede der engagement og tænding hos udeholdet. Til gengæld stod fejlene og misforståelserne i kø hos Herning-Ikast, som kom bagud 0-3 - men kom foran 4-3 efter 13 minutter, Det var HIH’s eneste føring i kampen.
Forsvarsmæssigt var der periodevis problemer hos gæsterne, men kampen igennem var det især et stressende og febrilsk angrebsspil, der selvforskyldt sænkede Herning-Ikast Håndbold.
I bagkæde havde hverken Tonje Løseth, Louise Burgaard, Helene Fauske eller Trine Troelsen en aften på højt niveau.
I første halvleg blev HIH - ifølge tv-billeder - snydt for en Fauske-scoring, der var over målstregen, men ikke blev anerkendt. Det mål så ud til at komme i fokus i slutfasen, der blev tæt og intens. Men også præget af mange flere fejl.
HIH-keeper Sabine Englert fik kampens afsluttende 21 minutter i kassen, og tyskeren var med en stribe store redninger med til at genskabe spændingen. Desværre for gæsterne fortsatte de mange tåbelige boldtab og dårlige afslutninger - heraf flere skud, hvor HIH’erne i fri position slet ikke ramte målrammen.
I de sidste to minutter gik udeholdet frem i et ultra højt forsvarspres. Det skabte reduceringer fra Helene Fauske til 19-22 og Sarah Iversen til 20-22, men Herning-Ikast-forsvaret slap igen koncentrationen, og så kunne Aarhus United fuldføre overraskelsen - og tage to point, som HIH’erne helt sikkert havde kalkuleret med i slutspillet.
HIH-topscorer i Aarhus blev fløjen Emma Friis med fire mål.
Næste kamp for Herning-Ikast er søndagens rivalopgør hjemme mod Viborg HK.
Læs også:
Ugens mest læste historier
Fem seneste historier
- Sigtet for at besidde hash: 21-årig fik besøg af betjente i sit hjem i Herning
- Forretningsdrivende holdt ulovligt åbent i Herning: Undskyldte sig med at sælge blomster
- Hærværk og tyveri fra bil i Herning: Dæk og sæder skåret op
- Bilist uden kørekort: Politiet bøvlede med manden under anholdelsen
- To mænd på udflugt: Gemte sig på toilet i tog mod Herning