Frederik Christensen (nummer seks) og resten af det danske U17-landshold solgte sig dyrt mod England, men endte med at misse EM-kvalifikationen efter en medrivende og chancerig slutfase. Alle kampens fem mål faldt i den sidste halve time, hvor der også blev brændt et straffespark. Foto: Peter A. Sørensen

FCM-talenter misser U17-EM i medrivende målfest

Jørn Just Kristensen 

Det danske U17-landshold med tre FCM-talenter på banen tabte 2-3 til England og kommer ikke til EM i Irland

FODBOLD Der var underholdning for alle pengene, da det danske U17-landshold onsdag eftermiddag kæmpede for en EM-billet mod England på Jysk Park i Silkeborg.

En sejr ville have sendt Danmark til U17-EM på bekostning af englænderne. Men briterne endte med at vinde 3-2 efter en medrivende anden halvleg, der foruden fem mål også bød på et brændt straffespark og adskillige store chancer.

Danskerne kom foran efter en rund klokketime. De spildominerende englændere tabte bolden på egen banehalvdel, og Noah Crone fra FC Nordsjælland spillede Esbjergs Mads Zaar fri med en flot pasning, der blev omsat til scoring med et tørt, fladt hug.

13 minutter før tid fik englænderne straffespark, da Joe Gelhardt fra Wigan blev bremset ulovligt af Silkeborgs Frederik Carstensen. Stortalentet Sam Greenwood fra Arsenal hamrede et hårdt spark ud ved venstre stolpe, men det havde Jonathan Ægidius læst i det danske mål. Med et tigerspring strøg keeperen fra Lyngby ned til stolperoden og nappede det ellers glimrende spark.

Englænderne var tydeligt frustrerede, men bare to minutter efter det brændte straffespark udlignede Chukwunonso Madueke fra PSV Eindhoven til 1-1 med et curlet spark fra feltkanten. Og tre minutter før tid bankede Joe Gelhardt bolden op i nettaget til 2-1.

Nu var danskerne pisket frem, og lige da uret nåede 90 minutter, udlignede Wahidullah Faghir fra Vejle til 2-2 med et saftigt spark efter fladt indlæg fra højre side.

De rød-hvide manglede stadig et mål for at sikre EM-kvalifikationen. Men det var englænderne, der tog fat i bolden, og med en forrygende soloaktion skar Chukwunonso Madueke ind i feltet og bankede bolden op i nærmeste målhjørne med et kraftfuldt venstrebensspark.

Alle tre FCM’ere kom i aktion
Mads Hansen og Frederik Christensen fra FC Midtjylland startede inde for Danmark, og klubkammeraten Tobias Damtoft kom ind efter bare 22 minutter, da Maurits Kjærgaard fra Lyngby gik ud med en skade. Tobias Damtoft havde en afslutning i sidenettet, Mads Hansen havde et par indlæg, der ikke skabte den store fare, og Frederik Christensen gjorde det fint på banens midte med et par gode bolderobringer og var med til at skabe en enkelt stor chance til Danmark med en god bold i dybden.

Det rakte dog ikke mod englænderne, som vandt EM-kvalifikationspuljen ved den såkaldte Elite Round. Kroatian blev toer i puljen og kommer formentlig også til EM i Irland, der spilles 3.-19. maj. Det afgøres af toer-regnskabet, hvor syv af toerne fra de otte puljer i Elite Round kvalificerer sig til U17-EM.