Transportmessen blev et tilløbsstykke. Foto: Tom Laursen
Transportmesse satte rekord: Mere end 30.000 besøgende
Det højeste besøgstal siden 2005 til MCH-messen
TRANSPORT 30.427 besøgende lagde fra torsdag til lørdag vejen forbi 375 udstillere i 14 haller til Transport 2019 i MCH Messecenter Herning. Det højeste besøgstal siden 2005 skabte aktivitet og positiv stemning i alle haller, og også hos ledelsen i MCH er der på de rekordmange udstilleres vegne glæde over både besøgsfremgang og optimisme.
- Jeg glæder mig over tre dejlige dage med positiv stemning blandt både udstillere og de 30.427 besøgende, og jeg er taknemmelig over, at hele branchen har været samlet her om deres fælles passion for transport og logistik, siger administrerende direktør i MCH A/S, Georg Sørensen i en pressemeddelelse, og understreger, at målet med transportmessen netop er at inspirere, motivere og stimulere interessen for produkterne og løsningerne.
Positive lastbil-toner
Lastbilimportørerne var alle syv repræsenteret på messen, og også herfra var der positive meldinger. Volvo og Renault Truck-netværket havde mange forskellige arrangementer under messen, hvor de fyldte hal E og holdt medarbejderdag, pressemøde og et stort kundearrangement fredag aften for 800 gæster.
- Vi forsøger at pulje aktiviteterne her og udnytte messens tre dage, siger administrerende direktør for Volvo Danmark, Lars Bo Larsen, der forventer øget salg og fremhæver transportmessen som det største og bedste mødested i Danmark.
- Transportmessen samler alle i transportbranchen ét sted - både alle mærker og leverandører samt alle nuværende og potentielle kunder. Det giver os mulighed for at komme ud og møde folk personligt, øge salget, styrke begge vore brands og dermed styrke vores netværk i Danmark, siger Lars Bo Larsen og gør status over Transport 2019.
- Vi har haft en rigtig god messe med mange besøgende. Vi er taknemmelige over de mange interesserede besøg af både vognmænd og chauffører, der bruger vores køretøjer i deres daglige arbejde. De mange gode snakke understreger vigtigheden af det personlige møde på transportmessen, siger Lars Bo Larsen, og glæder sig også over den positive respons på de nye miljørigtige løsninger som LNG og el-drift samt hjælpemidler til chaufførernes komfort og sikkerhed.
Vender tilbage i 2021
Transportmessen i MCH Messecenter Herning er Skandinaviens største indendørs fagmesse for transportbranchen. Transport 2021 finder sted 15.-17. april 2021.
Messen arrangeres af MCH Messecenter Herning i samarbejde med ATL - Transportens arbejdsgivere, AutoBranchen Danmark, Dansk PersonTransport, Danske Speditører, De Danske Bilimportører, DI Transport, DTL - Danske Vognmænd, Foreningen af Vognimportører i Danmark, ITD og 3F Transportgruppen.
Ugens mest læste historier
Sorry. No data so far.