Uddannelses- og forskningsminister Tommy Ahlers (V) opfordrer til, at man booker en forsker og bliver lidt klogere. Foto: Henrik Ole Jensen

Bestil en forsker til Forskningens Døgn

I forbindelse med den kommende videnskabsfestival er der 110 forskellige foredrag at vælge imellem i hele Region Midtjylland

MIDTJYLLAND Forskningen banker på i Midtjylland.

Er fedme blot et spørgsmål om livsstil? Kan dyr føle smerte? Kan vi snart holde os evigt unge? Kunne man tænke sig at få svar på nogle af disse spørgsmål, så har man muligheden for at bestille en forsker til et foredrag. Det fortæller Udannelses- og Forskningsministeriet i en pressemeddelelse.

Børn, unge og voksne i hele Region Midtjylland kan vælge mellem 110 forskellige foredrag og dermed få indblik i spændende, dansk forskning inden for alverdens emner som økonomi, historie, universet, sygdom, ideologi og teknologi.

Forskerne stiller op i forbindelse med den landsdækkende videnskabsfestival Forskningens Døgn, som løber fra 24. til 30. april.

Fascinerende forskning
Det er Uddannelses- og Forskningsministeriet, som arrangerer festivalen.

- Forskning er fascinerende, og forskning er vigtig for vores fremtid. Men forskning skal være mere synlig i vores hverdag, og den skal pirre vores nysgerrighed. Derfor er jeg stor fan af Forskningens Døgn, der giver alle borgere mulighed for at komme helt tæt på forskningen og få den fortalt af forskerne selv. Så book en forsker og bliv en smule klogere, siger uddannelses- og forskningsminister Tommy Ahlers (V) i pressemeddelelsen.

Alle - for eksempel virksomheder, skoler, foreninger, institutioner og endda også private i eget hjem - kan bestille et foredrag. De eneste betingelser er, at man kan stille med et lyttende publikum på mindst 20 personer og kan tilbyde passende rammer.

Foredraget er gratis, men man skal kunne dække eventuelle transportomkostninger for forskeren, hvis vedkommende ikke er tilknyttet et universitet.

I 2018 blev der bestilt 526 foredrag, som blev holdt i hele landet. Det er muligt at bestille en forsker til Forskningens Døgn frem til 29. marts.