HCM’erne jubler over oprykningen til landets næstbedste håndboldrække. Det sker blandt andet som følge af 11 hjemmesejre i træk i Sportscenter Herning. Foto: Flemming Hansen

Stolthed over HCM-oprykning: Klubben og Herning fortjener det

Ole Bitsch 

HC Midtjylland indfriede forventningspresset med oprykningen til 1. division

HÅNDBOLD - Vi har mærket forventningspresset fra første dag, så oprykningen er en kæmpe lettelse!

Iført guldhat, guldtrøje, shorts og en fadøl i hånden var glæden ikke til at tage fejl af hos Troels Aagaard, spillende assistenttræner hos HC Midtjylland, der lørdag aften sikrede sig oprykning til håndboldens 1. division.

- Vi har grund til at være stolte af den her bedrift, og som herningenser og mangeårig HCM’er er jeg ekstra stolt over oprykningen. Det er fedt, at HCM er tilbage på et højt niveau, hvor klubben hører hjemme, siger 35-årige Troels Aagaard om HC Midtjylland, som han i 2005 var med til at starte.

Klubbens seneste oprykning blev en realitet via den 11. hjemmesejr i træk i Sportscenter Herning, hvor HCM lørdag nedlagde Nørre Djurs med 36-28.

Dermed indfriede Herning-klubbens spillere, trænere, ledere og klubfolk målsætningen om oprykning fra 2. division - under et år efter at HC Midtjylland i april 2018 blev erklæret konkurs og rykkede ned fra håndboldligaen.

- Det er altafgørende for vores projekt, at vi rykkede op i første forsøg, fastslår HCM-formand Kim Simonsen, da han midt under festivitasen tager sig tid til en snak med Herning Folkeblad.

- Det er stort af alle i og omkring klubben, at vi sammen har nået vores mål, men vi er også klar over, at skridtet op til 1. division er enormt. Fysisk og tempomæssigt kommer spillerne til at mærke det på banen, men vi kommer også til at mangle noget erfaring på holdet. Det skal vi kigge på, når vi fra i morgen fortsætter arbejdet med at sammensætte truppen frem mod næste sæson, siger Kim Simonsen.

Skal finde halvanden million
HCM-formanden vurderer, at den nyoprykkede klub nu skal ud at finde mellem en og halvanden million kroner ekstra for at forberede sig til udfordringerne i den næstbedste række.

- Heldigvis har vi - siden vi sidste sommer startede op igen efter konkursen - mærket enorm opbakning fra hele byen og ikke mindst fra de lokale rødder og vores mange trofaste sponsorer, siger Kim Simonsen.

Oprykkere fra 2. division har det historisk set svært i 1. division, hvor de tre nederste hold rykker ned, mens to hold skal i kvalifikationsspil efter sæsonen.

- Den virkelig skal vi være indstillede på. Det er også derfor, vi løfter vores sportslige setup, siger formanden med henvisning til, at HC Midtjylland fra sommer tilknytter den nye cheftræner, Mads Hjortshøj, i en fuldtidsstilling.

HCM’s nuværende træner, Søren Baadsgaard, har selv valgt at trække sig fra cheftrænerstolen. Han ønsker i stedet at prioritere sin familie samt fuldtidsjobbet hos Herning Elite.

- Jeg er glad for, at jeg kan være med til at levere det, som HC Midtjylland, Herning og sponsorernes opbakning fortjener. Oprykningen til 1. division er også en personlig tilfredsstillelse for mig. Jeg har jo en svaghed for HCM, så det glæder mig at kunne give projektet videre på bedste vis, siger Søren Baadsgaard, der er tæt på afslutningen af sin fjerde trænerperiode i Herning-klubben.