Klaus Riskær Pedersen har valgt 43-årige Dorte Jarlby fra Herning som spidskandidat i Vestjyllands Storkreds.

Klaus Riskær Pedersen finder folketingskandidat i Herning

Tobias Heegaard 

I august forsøgte Dorte Jarlby fra Herning at blive folketingskandidat for Venstre i Ringkøbing uden succes. Nu stiller hun op for Klaus Riskær Pedersens parti

HERNING 43-årige Dorte Jarlby fra Herning bliver spidskandidat for Klaus Riskær Pedersens parti af samme navn i Vestjyllands Storkreds. Det skriver partiet på sin hjemmeside.

Dorte Jarlby har en historik i Venstre, som hun i august forsøgte at blive folketingskandidat for i Ringkøbing. Hun endte dog med at pege på først Lennart Qvist og siden Kenneth Mikkelsen frem for sig selv. Kenneth Mikkelsen endte med at blive Venstres kandidat.

Et halvt år senere stiller Dorte Jarlby altså op for Klaus Riskær Pedersen.

- Jeg er meget enig politisk med Klaus Riskær Pedersen, og derfor stiller jeg op. Generelt kan man sige, at partiet i bund og grund handler om at få borgerne tættere på politikerne, hvor de etablerede partier har nogle mangler. Det vil jeg gerne være med, siger Dorte Jarlby.

Hos Klaus Riskær Pedersens parti skal Dorte Jarlby især markere sig i integrations- og udlændingedebatten. Hendes hovedpunkter er blandt andet, at afviste asylansøgere ikke skal opholde sig i interneringslejre, og at udlændingepolitikken skal bygge på integration og gensidig respekt for forskellige kulturelle værdier.

- Jeg er ikke enig i den integration, der har været ført. De nyankomne skal fordeles rundt i landet, så de kan blive integreret. Jeg mener ikke, at flygtningecentre og asyllejre er gangbare i Danmark. Vi mener, at man skal sætte huse i stand forskellige steder i landet, så de nyankomne kan bo der og blive integreret, siger spidskandidaten.

Dorte Jarlby er født og opvokset i Sønderjylland, men hun bor i dag i Herning, Dorte Jarlby er hjemmehjælper og mor til fem i alderen 9 til 20 år.