Anne Mette Pedersen har været plaget af skader i Herning-Ikast Håndbold. Den tidligere landsholdsfløj nåede derfor kun 16 mål i grundspillet i denne sæson. Foto: Henrik Ole Jensen

HIH-fløj skifter til Odense

Jørn Just Kristensen 

Anne Mette Pedersen stopper i Herning-Ikast Håndbold efter sæsonen og fortsætter hos Odense Håndbold

HåNDBOLD Herning-Ikast Håndbold valgte for et par måneder siden at udnytte en klausul i aftalen til at ophæve kontrakten med den skadesplagede højrefløj Anne Mette Pedersen efter denne sommer. Det berettede aoh.dk om .

Nu har den 26-årige tidligere landsholdsspiller fået fremtiden på plads. Hun har skrevet en etårig kontrakt med Odense Håndbold.

- Jeg ser meget frem til at blive en del af Odense Håndbold, og jeg er glad for, at aftalen er faldet på plads. Det er en stor mulighed for mig. Jeg glæder mig til at blive en del af så godt et hold, og jeg har hørt mange gode ting om Odense Håndbold, siger Anne Mette Pedersen til Odense Håndbolds hjemmeside.

Hun skal frem over konkurrere om spilletiden på højrefløj i Odense med en anden velkendt skikkelse fra IBF Arena - nemlig den mangeårige FCM-profil Trine Østergaard.