Jack Madsen har drevet forretningen »Kvick Sko & Nøgleservice« i Søndergade siden august 2003. Foto: Henrik Ole Jensen

Ugens visit: Han gør kunderne klar til dansegulvet

Mathilde Bach callesen 

Der er næsten ikke det, som Jack Madsen ikke kan lave i sin forretning Kvick Sko & Nøgleservice. Herning Bladet besøgte forretningen, hvor blandt andet sko, nøgler og accessories får en kærlig hånd

VISIT - Så kan du komme ud på dansegulvet igen, siger Jack Madsen, idet han rækker et par nypudsede herresko med ny sål over disken i butikken i Søndergade.

Jack Madsen har drevet Kvick Sko & Nøgleservice siden sommeren 2003, hvor han slog dørene op til forretningen, hvor han, ifølge ham selv, kan klare stort set det hele.

- Det er alverdens ting, som jeg kan ordne. Så er der en jakke, der skal have ny lynlås, et par støvler, der skal have skiftet hæl eller et bælte, der skal have endnu et hul, opremser Jack Madsen, som fikser det hele med et smil på læben.

For det er fedt at have et alsidigt job, hvis man spørger Jack Madsen.

- Man ved aldrig, hvad dagen bringer, og det er fedt. Og så er det nogle søde og rare kunder, jeg har, siger han.

Da Herning Bladets journalist fredag formiddag slår vejen forbi Kvick Sko & Nøgleservice, bliver interviewet afbrudt en håndfuld gange. For Jack Madsen er ene mand om at tage sig kærligt af kunder, sko og nøgler.

- Ja, der er nok at se til - jeg har været kronisk bagefter i 15 år, siger Jack Madsen efterfulgt af et stort grin.

Ren rutine på rygraden
Man kan næsten ikke forstå, at han kan komme bagefter, for det går hurtigt, når han giver sko, tasker og knive nyt liv på maskinerne i baglokalet.

Og da en kunde denne formiddag kommer ind med et par herresko, der trænger til ny sål, får han besked om, at de er klar til afhentning om et kvarter.

- Jeg har jo været i faget i mange år, så jeg kan nærmest klare det med en hånd. At jeg kan arbejde så hurtigt, som jeg kan, gør også, at jeg kan holde skruen i vandet, siger Jack Madsen, som straks er i færd med at skifte sål på herreskoene.

Det er en længere proces, der går i gang, når sko skal blive så gode som nye. Først bliver skoens bund slebet på slibemaskinen, så limen kan hænge ved, hvorefter skoen med påsat sål kommer i pressemaskinen. Herefter skal sålen fræses, så den tilpasser sig skoens form. Til sidst - men ikke mindst - skal skoene pudses.

- Det er vigtigt med finishen og det gode håndværk. Og så skal man vide, hvad man laver, fortæller Jack Madsen, der er autodidakt skomager og har arbejdet som skomager i 25 år.

Problemknuseren
Da opgaven er løst, er der et stort udvalg af andre opgaver, som Jack Madsen kan kaste sig over.

På knagen hænger jakker, der trænger til en ny lynlås, reolen er fyldt med sko - lige fra stiletter til vinterstøvler - som skal have samme tur som herreskoene.

Desuden har en kunde lige været forbi med en indgraveringsopgave.

- Når man kommer herind, og man er sød og rar, så gør jeg alt for at løse kundens problemer, siger indehaveren.

For år tilbage havde Jack Madsen et skilt foran forretningen med teksten »Problemknuseren«, men det er for længst pakket væk.

- Det er ikke længere nødvendigt, fordi folk ved godt, at jeg kan hjælpe med lidt af hvert, siger Jack Madsen, som hurtigt må videre med dagens gøremål, da kunderne denne formiddag bliver ved med at komme forbi med problemer, som Jack Madsen skal løse.