Skuespillere skal på konference i Herning iscenesætte cases fra akutafdelingen, der blandt andet skal skabe dialog om, hvad der kan være på spil i et patientforløb. Foto: Pr-foto/Decapo
Konference får pårørende og sundhedspersonale til at tale sammen
Konference får pårørende og sundhedspersonale til at tale sammen
Teater skal åbne øjnene for hverdagens dilemmaer, når pårørende og sundhedspersonale sætter hinanden stævne i Herning Kongrescenter
HERNING Under overskriften »De vigtige pårørende i samarbejdet på tværs af sektorer« mødes cirka 90 pårørende, patienter og sundhedspersonale fra hele landet i dag, torsdag 14. marts, i Herning Kongrescenter. Formålet er at få en samtale om den rolle, pårørende har i et patientforløb. Det oplyser Hospitalsenheden Vest i en pressemeddelelse.
I løbet af konference-dagen vil skuespillere fra konsulenthuset Dacapo iscenesætte en række cases fra en akutafdeling. Disse iscenesættelser danner afsæt for dialog om, hvad der kan være på spil i et patientforløb – og hvor forskelligt den samme situation kan opfattes af henholdsvis patienter, pårørende og sundhedspersonale.
At blive hørt
Én af hovedtankerne bag konferencen er, at de pårørende skal mere på banen i patientforløbet. Charlotte Bang Pedersen deltager i konferencen og har selv mødt sygehusvæsnet som pårørende:
- Det er så vigtigt, at sundhedsvæsnet inddrager os, der er pårørende. Men det er også vigtigt, at vi selv insisterer på at blive hørt. Vi skal ikke være for autoritetstro. Nogle gange kan det jo faktisk være vores viden, der betyder, at en situation ikke går helt galt, mener Charlotte Bang Pedersen i pressemeddelelsen.
Ikke én rigtig måde
Susanne Sagoo er forsker ved Arbejdsmedicin, Hospitalsenheden Vest og initiativtager til konferencen. For hende er der ikke noget »one size fits all«, når det gælder pårørendeinddragelse.
- Der er ikke én rigtig måde at inddrage patientens pårørende på. Det afhænger blandt andet af, hvordan patienten har det, hvilken relation der er mellem patient og pårørende, og i hvilken kontekst, sundhedspersonalet møder den pårørende. Men de pårørende kan spille en vigtig rolle gennem hele patientforløbet – og derfor er det vigtigt at finde ud af, hvem de er, udtaler hun.
Udover at bringe sundhedspersonale og pårørende sammen, skal konferencen også formidle resultaterne fra Susanne Sagoos forskningsprojekt »Inddragelse af pårørende i akutte ambulante patientforløb«.
Læs også:
Ugens mest læste historier
Fem seneste historier
- Politi undersøgte boligområde i Herning: Fik anmeldelse om mistænkelige personer med pistol
- Volbeat gør dansk comeback i Boxen
- Fem stjerner i Berlingske: Stjerneregn over Herning-restaurant – hvis den kan overleve på pløjemarken
- Uheld i lysreguleret kryds i Herning: Biler blev totalskadet efter sammenstød
- Civilklædte betjente fik bid: Flere sigtelser under patruljering i parkområde i Herning