1835 tilskuere fik en stor oplevelse, da FC Midtjyllands danske U19-mestre for tre uger siden besejrede italienske AS Roma efter 1-1 i ordinær tid og en medrivende straffesparkskonkurrence. Foto: Henrik Ole Jensen

FCM har solgt 6100 billetter til United-brag

Jørn Just Kristensen 

Der bliver sat rekord på lægterne, når FC Midtjyllands danske U19-mestre tager imod Manchester United

FODBOLD Aldrig har FC Midtjylland haft flere tilskuere til en ungdomskamp, end der kommer i eftermiddag mod Manchester United.

Der er i skrivende stund solgt 6100 billetter til opgøret mod Manchester Uniteds U19-hold i ungdommens svar på Champions League, UEFA Youth League.

- For et døgn siden var vi på 5000, så det er gået rigtigt stærkt. Det er selvfølgelig vanvittigt fantastisk, at vi kan få så mange tilskuere til en ungdomskamp, men det viser også bare, at Manchester United er en utroligt populær fodboldklub - også i Danmark, siger Flemming Broe, akademichef i FC Midtjylland.

- Det er ny rekord for en ungdomskamp i FC Midtjylland, og jeg vil tro, at det også er ny rekord for en ungdomskamp i Danmark. I aftes havde vi middag med fire ledere fra Manchester United, og de har været vant til 600-800 tilskuere i deres øvrige kampe i Youth League, så de synes faktisk også, at det er utroligt flot, siger Flemming Broe.

Klubbens hidtidige tilskuerrekord til en ungdomskamp er de 2250 tilskuere, der overværede den højdramatiske sejr over Atletico Madrid i Youth League 10. februar 2016. Der var 1835 tilskuere på plads for snart tre uger siden, da FCM besejrede AS Roma i samme turnering.

Du kan følge kampen på aoh.dk i vores levende liveblog. Vi går på en halv time, inden dommer José Maria Sánchez fløjter opgøret i gang klokken 14.00.