Blue Fox-spillerne og de medrejsende Herning-fans jubler over scoringen til 1-0. Foto: René Schütze/Ritzau Scanpix

Blue Fox tog første stik i kvartfinalen

Thomas Damm 

3227 overværede en vild første kvartfinale, hvor Herning kæmpede sejren hjem

ISHOCKEY Kvartfinaleserien mellem Herning Blue Fox og Aalborg Pirates blev indledt med et brag i Aalborg fredag aften.

Det blev et medrivende drama, som endte med en snæver Herning-sejr på 6-3, der lyder meget mere sikker, end det var. For det holdt helt vildt hårdt at få sejren hjem. Blue Fox kom foran 2-0 midt i første periode på to mål med blot 40 sekunders mellemrum. Zack Torquato og Morten Poulsen stod for målene.

I anden periode kom Blue Fox også foran 3-0 ved Jan Dalecky, men herfra dominerede hjemmeholdet kampen og gav aldrig op i jagten på sejren.

Det blev 1-3, da Pirates spillede med to mand i overtal, og efterfølgende var der store chancer, men Blue Fox overlevede og førte 3-1 før sidste periode.

Her fik Herning fordel af et par powerplay, men kunne slet ikke skabe noget. Som om det ikke var nok, scorede Thomas Spelling til 2-3, mens Aalborg var i undertal.

Mål af brødre
Kort efter blev det dog 4-2 på et rigtigt brødremål. Morten Poulsen assisterede lillebror Anders Poulsen.

Aalborg gav ikke op. Lige som et nordjysk powerplay var overstået, gjorde Mikkel Højbjerg det til 3-4 helt inde under mål. Der var protester i Herning-lejren, men scoringen blev godkendt.

Presset var maksimalt, og det blev ikke mindre, da Patrick Madsen blev udvist med godt otte minutter tilbage.

De sidste minutter blev nervepirrende ud over alle grænser. Med godt to minutter tilbage tog Aalborg målmanden ud og lagde pres på.

Der blev kæmpet med alt i Herning-lejren, og med 20 sekunder tilbage scorede Morten Poulsen i det tomme net. Aalborg satsede stadig, så inden kampen var færdig, scorede Jan Dalecky til 6-3.

Sikke en måde at indlede slutspillet på. Det var mere end hæsblæsende.

Kvartfinale to spilles i Kvik Hockey Arena søndag klokken 15.00. Her er der ved hjælp af gode sponsorer gratis adgang, og klubben opfordrer til, at man kommer i god tid, hvis man vil være sikker på en plads. Der lukkes maksimalt 3000 tilskuere ind.