Paul Onuachu (t.v.) kan få debut for Nigerias A-landshold 22. marts mod Seychellerne. Foto: Tom Laursen

FCM-topscorer udtaget til landsholdet

Jørn Just Kristensen 

Paul Onuachu kan få debut for Nigerias A-landshold mod Seychellerne eller Egypten senere på måneden

FODBOLD Paul Onuachu har tidligere været udtaget til en udvidet bruttotrup omkring det nigerianske landshold, men nu er FCM-topscoreren for første gang i karrieren blevet udtaget til en reel 23 mandstrup til landskampe for Nigeria.

Den 24-årige angriber er i dag blevet udtaget til landskampene mod Seychellerne 22. marts i kvalifikationen til African Cup of Nations og testkampen mod Egypten 26. marts.

Landstræner Gernot Rohr har denne gang set bort fra prominente navne som John Obi Mikel, Kelechi Iheanacho og Victor Moses. Men truppen tæller stadig mange topspillere - blandt andre Alex Iwobi fra Arsenal og Wilfred Ndidi fra Leicester City.

Paul Onuachu starter i øvrigt inde for FC Midtjylland i aftenens Superligakamp mod FC Nordsjælland på MCH Arena.