Forhåbentlig bliver der mere at juble over for Herning Blue Fox, når sæsonens kvartfinaler indledes på fredag. Blue Fox møder de forsvarende mestre fra Aalborg Pirates. Foto: Flemming Hansen

Kvartfinalerne er på plads: Blue Fox møder Aalborg Pirates

Thomas Damm 

Ingen af de tre bedste hold i grundspillet turde vælge »rævene«, der nu møder Aalborg

ISHOCKEY Fredag aften blev det en kendsgerning, at Herlev Eagles blev det ottende og sidste hold i årets DM-kvartfinaler, da de sendte Odense Bulldogs på sommerferie.

Lørdag formiddag blev kvartfinalerne så fastslagt. Valget skulle være foregået direkte på Facebook, men det blev tilsyneladende droppet. De tre bedste hold i grundspillet - Rungsted, SønderjyskE og Frederikshavn - skulle vælge mellem holdene fra nummer fem til otte. Som nummer fire i grundspillet måtte Aalborg Pirates så tage det mandskab, der var tilbage. Det viste sig at blive Herning, da nyheden blev publiceret på sport.tv2.dk.

Rungsted var førstevælger, og ud fra statistikken kunne man måske godt have tænkt, at de ville have taget Herning Blue Fox. Nordsjællænderne har nemlig hentet alle 15 mulige point mod »rævene« i denne sæson og vundet de fem kampe med sammenlagt 19-11. Men Rungsted har generelt været stærke mod holdene fra den nederste halvdel af tabellen. Rungsted endte med at vælge Herlev.

Herning bedst indbyrdes
Som nummer to tog SønderjyskE Rødovre, Frederikshavn valgte Esbjerg, og det betød altså, at Aalborg måtte finde sig i at få Herning Blue Fox. Herning er faktisk bedst indbyrdes og har taget otte point i fem indbyrdes kampe. Senest vandt »piraterne« dog 2-0 på hjemmebane i en dyst, som Blue Fox dominerede, men var totalt uskarpe foran mål. Kvartfinalen mellem Aalborg og Herning bliver en gentagelse af sidste års finaleserie, som nordjyderne endte med at vinde.

Første runde i kvartfinalerne spilles fra på fredag. De fire bedste hold i grundspillet har hjemmebane i første kamp, og de får også hjemmebanefordel i en eventuel syvende og afgørende kvartfinale. Der skal fire sejre til at sikre en plads i semifinalen.

Blue Fox spiller første hjemmekamp søndag 10. marts klokken 15.00.