Børnenes Kartel åbner ny butik i herningCentret 29. marts.

Børnenes Kartel åbner ny butik i herningCentret

Tobias Heegaard 

Børn og barnlige sjæle kan godt begynde at glæde sig til 29. marts. Her åbner legetøjsbutikken Børnenes Kartel en ny butik i herningCentret

HERNING 29. marts åbner legetøjsforretningen Børnenes Kartel en ny butik i Herning. Den nye butik skal ligge i herningCentret.

- Vi har i lang tid ønsket os at komme derud. Nu var der en chance, fordi BR lukkede ned, og der dermed var et hul, fortæller indehaver Heidi Rytter om årsagen til, at Børnenes Kartel åbner i herningCentret.

Siden sommeren 2014 har børn og barnlige sjæle kunne købe legetøj hos Børnenes Kartel først på Lillelundvej og siden i midtbyen.

Og butikken i midtbyen vil ikke lukke, selvom Børnenes Kartel nu åbner i centret.

- Vi har fået en dejlig fast kundegruppe i midtbyen, og det er vores første butik. Den betyder noget særligt for os. Den forbliver, som den er, slår Heidi Rytter fast og tilføjer, at der nok skal være kunder nok til begge butikker.

- Mange af kunderne i centret kommer fra oplandet, mens kunderne i byen er Herning-folk. Derfor er det to helt forskellige kundegrupper, siger Heidi Rytter.

Siden Børnenes Kartel slog dørene op i Herning i august 2014, er der blevet udvidet med butikker i både Silkeborg og Aalborg.

Butikken i Aalborg er også i et indkøbscenter, og her stod et par 100 kunder i kø, da butikken åbnede.

- Vi forventer og håber på, at det bliver samme fest, når vi åbner i herningCentret. Vi kommer til at have gode tilbud og konkurrencer, så det bliver en stor fest, siger en glad Heidi Rytter.