PFA Pension har købt 30 lejligheder i Herning Sky, der udlejes til alle - også selvom man ikke er kunde i pensionsselskabet. Foto: Henrik Ole Jensen

EDC har gang i Sky-udlejningen

Den lokale EDC-mægler står for udlejning af de boliger i Herning Sky, som PFA Pension har købt

I maj sidste år købte selskabet PFA Pension 30 boliger, som er en del af det igangværende højhus-byggeri Herning Sky på Grøndahlsvej. Udlejningen af lejlighederne i Herning Sky er gået i gang med de første boliger, som ligger i det vestlige tårn. Nu åbnes der også op for interesserede, der ikke er kunder i pensionsselskabet PFA. Dermed har endnu flere nu mulighed for at se de spændende lejligheder i det moderne boligtårn i det sydlige Herning med udsigt til både by og natur.

Det er EDC Niels Kofoed & Ib Schiermer A/S, der står for udlejningen.

Søndag 10. marts inviteres til åbent hus, hvor man får mulighed for at besigtige en af de spritnye lejligheder, som er opført i materialer af høj kvalitet. Lejen begynder ved 9800 kroner månedligt, og for dette beløb får man unikke lejligheder med store altaner på 47 til 60 kvadramter. Selve boligerne er mellem 115 og 124 kvadratmeter.

Ved et lignende åbent hus-arrangement, som dog var forbeholdt PFAs kunder, var mere end 50 hold kunder forbi ejendommen, og reaktionerne var positive.

- Mange af de besøgende var positivt overraskede over det fantastiske lysindfald i lejlighederne samt de store opholdsarealer på altanerne. Samtidig fik vi mæglere mange kommentarer til lejlighedernes høje kvalitet, som blandt andet udmærker sig ved bygherres valg af klinker, inventar og den utrolig gode skabsplads, som man har fokuseret på i lejlighederne, fortæller ejendomsmægler Ib Schiermer fra den lokale EDC-mægler.

Interesserede kan læse mere om boligerne på EDCs hjemmeside, eller man kan kontakte Ib Schiermer for flere oplysninger.