Lars Knutzon og Lasse Schmidt som repræsentanter for to generationer, der clasher i »Glemmer du...«. Foto: Pr-foto

68-generationen deler huskekager ud

HERNING Næste torsdag præsenterer Herning Teater forestillingen »Glemmer du...« i kongrescentret.

»Glemmer du... Nej, det kan du bande på, jeg ikke gør; til gengæld husker du forkert!«.

Så er tonen slået an, når Herning Teater lader tæppet gå for forestillingen »Glemmer du...«, der hverken er en Liva Weel-kabaret eller en forestilling om demens. »Glemmer du...« er en forestilling om, hvordan vi husker ting forskelligt.

68-generationen og Nå-generationen mødes i et voldsomt clash over, hvad der i sin tid gik galt, sidenhen er gået galt, og nu går galt, hver gang de er sammen.

Minder, erindringer og opfattelser, som på ingen måder stemmer overens. For ikke bare er de uenige om, hvem der husker hvad og hvornår; de er heller ikke på det rene med, hvem der husker sidst.

Medvirkende er Lane Lind, Lars Knutzon, Lasse Schmidt og Mette Marckmann, mens Jacob Morild står for både manuskript og instruktion.