Jublen var stor, da FC Midtjyllands danske U19-mestre i onsdags slog AS Roma ud af UEFA Youth League efter 1-1 i ordinær tid og midtjysk 4-2-sejr i straffesparkskonkurrencen. Nu venter Manchester United. Foto: Henrik Ole Jensen
FCM trak engelsk storklub i Youth League
Jørn Just KristensenFC Midtjylland skal møde Manchester United på MCH Arena i ungdommens svar på Champions League
FODBOLD Manchester United kommer til MCH Arena.
Godt tre år efter, at FC Midtjylland slog Manchester United 2-1 på MCH Arena i Europa League, er det nu de to klubbers U19-mandskaber, der skal op mod hinanden i UEFA Youth League. Og FCM får altså fordel af hjemmebane.
Det blev resultatet af lodtrækningen til ottendedelsfinalerne i Europas fornemmeste talentturnering, som foregik i dag på UEFA’s hovedkontor i Nyon, Schweiz.
Kampen spilles 12. eller 13. marts.
Vinderen af opgøret skal i kvartfinalen spille på udebane mod vinderen af FC Porto og Tottenham Hotspur, som mødes i en af de øvrige kampe i ottendedelsfinalerne.
Kvartfinalerne spilles 2.-3. april.
Efter kvartfinalerne venter der et Final4-stævne, som spilles i Nyon, Schweiz, tæt på UEFA’s hovedkontor i det billedskønne område ved Geneve-søen.
Hvis FCM vinder kvartfinalen, vides det allerede nu efter lodtrækning, at semifinalen bliver imod et af disse fire hold: Atletico Madrid, Real Madrid, Hoffenheim eller Dynamo Kiev.
Ottendedelsfinalerne i Youth League ser således ud i overblik:
Chelsea - Montpellier
FC Midtjylland - Manchester United
Dinamo Zagreb - Liverpool
Olympique Lyon - Ajax
FC Barcelona - Hertha Berlin
FC Porto - Tottenham
Hoffenheim - Dynamo Kiev
Atletico Madrid - Real Madrid
Vejen til ottendedelsfinalerne
FC Midtjylland er kommet til ottendedelsfinalen via den såkaldte mesterrute, hvor hold der er blevet nationale U19-mestre møder hinanden. Ulvetalenterne slog de irske U19-mestre Bohemian FC i første runde og de skotske mestre, Hamilton Academical, i anden runde.
De sejre sikrede en plads i playoffrunden, hvor de tilbageblevne hold fra mesterruten mødte toerne fra de otte grupper, der er blevet afviklet med samme holdsammensætning som de voksnes Champions League. Her mødte FCM i onsdags AS Roma og vandt i straffesparkskonkurrence efter 1-1 i ordinær tid.
Manchester Uniteds U19-hold er kommet til ottendedelsfinalen ved at vinde gruppe H i det gruppespil, der foregik identisk med Champions League. De unge United-spillere spillede en kamp uafgjort - 2-2 på udebane mod Juventus - og vandt resten af deres kampe mod Valencia, Young Boys Bern og Juventus.
Mason Greenwood er Uniteds topscorer i Youth League med fem mål. Han er allerede af enkelte medier blevet betegnet som den næste Marcus Rashford.
I den hjemlige engelske U18-liga ligger Manchester United aktuelt på tredjepladsen i den nordlige halvdel. Premier League for U18-hold er nemlig opdelt i en nordlig og en sydlig halvdel. United-talenterne er dog kun ét point fra førstepladsen i den nordlige del af U18 Premier League.
Ugens mest læste historier
Sorry. No data so far.