Babajide David har samlet set kun spillet 48 minutter for FC Midtjyllands Superligamandskab, men han har flere gange givet prøver på sin fart og teknik i træningskampe. Han scorede blandt andet begge mål, da FCM i lørdags spillede 2-2 mod Shanghai SIPG. Foto: Flemming Hansen (Arkiv)

FCM-fløj udlejes til Rosenborg

Jørn Just Kristensen 

Babajide David har forlænget sin kontrakt med FC Midtjylland til 2021 og bliver samtidig udlejet til den norske mesterklub, Rosenborg

FODBOLD Babajide David Akintola har to succesrige norske lejemål bag sig, og nu drager den 23-årige fløjraket igen af sted mod nord.

Den nigerianske kantspiller har indgået en etårig lejeaftale med de norske mestre, Rosenborg BK. Samtidig har han forlænget sin kontrakt med FC Midtjylland, så den nu løber frem til 31. december 2021.

I Rosenborg bliver Babajide David Akintola genforenet med cheftræner Eirik Horneland, som nigerianeren i 2018 havde som cheftræner i FK Haugesund.

- Det glæder jeg mig til, for Eirik og jeg skabte en fin relation i løbet af 2018-sæsonen. Han får det bedste frem i mig og giver mig selvtillid, så det bliver dejligt for mig at blive en del af en stor klub som Rosenborg BK, siger Babajide David i en pressemeddelelse fra FC Midtjylland.

Træner: Fart og gennembrudskraft
Babajide David tegnede sig i 2018 for hele ni mål og seks assists i den bedste norske række for FK Haugesund, og hans tidligere og kommende træner, Eirik Horneland, har klare forventninger til sin nigerianske hurtigløber.

- I Akintola får vi stor fart, stor gennembrudskraft og stor vilje til at komme i modstandernes felt. Tilmed er han en ihærdig spiller på træningsbanen, siger Eirik Horneland til Rosenborgs hjemmeside.

Babajide David Akintola har været med i hele opstarten i FC Midtjylland og scorede blandt andet begge mål, da de danske mestre i lørdags spillede 2-2 i en træningskamp mod de kinesiske mestre, Shanghai SIPG. FCM vil også fortsat følge kantspillerens udvikling med interesse.

- Det er en fornøjelse at have David i vores træningsmiljø, og derudover har han præsteret på et meget fint niveau. Han havde en fin sæson i Haugesund i 2018, og det skabte interesse for ham, og vi vil ikke stå i vejen for ham, når en klub som Rosenborg BK giver ham chancen, siger sportschef Svend Graversen i klubbens skrivelse.

Kom til FCM for fem år siden
Babajide David Akintola kom til FC Midtjyllands akademi i februar 2014.

Han gjorde det godt på U19-holdet og var en af profilerne, da FCM blev danske U19-mestre i 2015. Men han har aldrig formået at etablere sig på klubbens Superligahold. Gennem årene er det blevet til tre indskiftninger og sammenlagt 48 spilleminutter for FCM’s førstehold.

I foråret 2016 var han udlejet til Thisted FC, og i efteråret 2017 var han udlejet til FK Jerv i den næstbedste norske række med pæn succes.

Hele 2018 tilbragte han hos FK Haugesund, hvor han var med til at sikre klubben en flot fjerdeplads i den bedste norske række. Babajide David Akintola startede inde i samtlige kampe i Eliteserien og blev klubbens topscorer med ni mål. Det gjorde ham samtidig til delt nummer 10 på ligaens topscorerliste.

I Rosenborg bliver Babajide David klubkammerat med danskerne Nicklas Bendtner og Mike Jensen.