Paul Onuachu på træningsbanen i Dubai. Kort før transfervinduet smækkes i, er der intet, der tyder på, at han bliver solgt. Foto: Anders Kjærbye/Ritzau Scanpix

Sportschef til Folkebladet: Vi sælger ingen i aften

Thomas Damm 

Det ser ikke ud til, at FC Midtjylland sælger nogen spillere i vinduets sidste timer

FODBOLD Små fem timer inden, at det famøse transfervindue smækker i, er det intet, der tyder på, at FC Midtjylland kommer til at sælge flere spillere.

- Nej, der skal komme et helt særligt bud ud af det blå, hvis vi skal sælge noget. Der ser ud til, at vi holder truppen komplet, fastslår Svend Graversen, sportschef i FC Midtjylland, til Herning Folkeblad.

Folkebladet møder ham i lobbyen på hotellet i Dubai, hvor hele holdet er på træningslejr frem til på søndag. Han føler sig ganske afslappet på en ellers potentiel travl og stressende dag.

- Vi har været godt forberedte og har fået det ind, vi mere eller mindre har villet. Selvfølgelig har man altid gang i forskellige muligheder, men det er jo langt fra alt, der ender med en aftale, fortæller Svend Graversen.

Spiller og klub er skuffede
Der har været en del snak om Paul Onuachu, der ikke lægger skjul på, at han ønsker at komme af sted til udlandet. FCM lægger sådan set heller ikke skjul på, at man gerne vil sælge den nigerianske angriber.

- Men der skal jo komme nogen, der ønsker at købe Paul, og så skal de samtidig være indstillede på at betale den pris, som vi gerne vil have. Så det er helt fair, hvis Paul er skuffet. Det er vi også. Omvendt glæder vi os så over, at vi stadig har glæde af Pauls store kvaliteter på banen, hvor alle kan se, at han er en vigtig brik for os. Det er også derfor, at han selvfølgelig ikke er til salg for enhver pris, siger Svend Graversen.

Da det heller ikke ser ud til, at der sendes flere spillere på lejeophold udenbys, kan der gøres status over det udgående transfervindue. Dog med det forbehold, at transfervinduet fortsat er åbent flere steder - eksempelvis i Norge, hvor det først lukker 31. marts.

Alexander Munksgaard er solgt til AGF, Frederik Brandhof er solgt til Viborg FF, og så er Jákup Thomsen og Kaan Kairinen igen sendt på lejeophold i henholdsvis Hajnarfjördur på Island og HJK Helsinki i Finland.

Ind er kommet midterforsvareren Manjrekar James (kaldt hjem fra lejemål i FC Fredericia) samt den brasilianske angriber Júnior Brumado fra EC Bahia.

I dagens løb er FCM også blevet sat i forbindelse med endnu en brasilianer, den bare 18-årige midterforsvarer Patrick da Souza fra storklubben Flamengo, samt polske Rafal Kurzawa fra franske Amiens. De handler er endnu ikke bekræftet fra FCM’s side, og Svend Graversen ønsker ikke at kommentere på rygterne.

Folkebladet følger naturligvis transfervinduet til dørs direkte fra Dubai.