Patrick da Souza er én af de tre tilgange hos FC Midtjylland. Foto: Pr-foto

Kunne du følge med? Her er et resume af FCM-handlerne

Thomas Damm 

»Ulvene« er blevet tre spillere rigere i dette transfervindue

FODBOLD To timer før det danske transfervindue officielt lukker, havde FC Midtjylland-lejren »allerede« bestemt, at nok er nok.

Status på vinduets aktiviteter er, at der er kommet tre nye spillere til. Ingen af dem når dog omkring træningslejren her i Dubai, men mødes først med deres nye holdkammerater hjemme i Ikast, hvor der er træning på tirsdag.

Ikke én spiller er blevet solgt eller udlejet i dagens løb. I enkelte lande er transfervinduet dog stadig åbent, så der kan nå at komme spillere ud. Eksempelvis til Norge eller Sverige.

Det er bemærkelsesværdigt, at FCM i dag har lukket aftaler med hele to brasilianere. Den 19-årige angriber Júnior Brumado er den første. Han erkøbt for 16,5 millioner kroner i EC Bahia og har fået en femårig kontrakt.

- Han er en potentiel topspiller, lyder skudsmålet fra sportschef Svend Graversen.

Lang lejeaftale
Hans 18-årige landsmand Patrick da Souza føler man sig måske ikke helt så sikker på. Derfor er den centrale forsvarsspiller lejet for 18 måneder, men med en indbygget købsoption, hvis han slår til.

- Det er samme model, som vi lavede med Evander (Ferreira, red.), siger sportschefen.

I første omgang bliver det primært omkring FCM’s U19-mandskab, at Patrick da Souza skal suge til sig og lære en helt ny form fodbold.

Dagens sidste handel er også en lejeaftale med indbygget købsoption. Det er den 26-årig polak Rafal Kurzawa, som hentes i franske Amiens, hvor han har haft et uheldigt halvt år og ikke været i nærheden af at tilspille sig en fast plads. Han har kun spillet få minutter hist og pist.

- Han jagter fast spilletid og nogle trygge rammer. Vi kan ikke love ham spilletid, men vi vil tage godt imod ham og hans familie, understreger Svend Graversen.

Tidligere i transfervinduet har FCM udnyttet en købsoption på den lejede Evander Ferreira, og man har kaldt Manjrekar James hjem fra et lejeophold i FC Fredericia.

Alexander Munksgaard er solgt til AGF, og Frederik Brandhof røg til Viborg. Endelig er Kaan Kairinen og Jákup Thomsen lejet ud til henholdsvis HJK Helsinki og FH Hafnarfjördur.