Guld-rus i Herning. Håndboldheltene gjorde det: Nedlagde Norge i suveræn stil og tog VM-guldet med 10 sikre sejre på stribe. Foto: Tom Laursen

Guld-Boxen gik amok: Danmark er verdensmestre

Jørn Just Kristensen 

Rød-hvid håndboldekstase i Herning. De danske håndboldhelte er verdensmestre for første gang i historien.

HåNDBOLD Ingen over og ingen ved siden af de danske håndboldmænd. Nikolaj Jacobsens tropper har kvast al modstand ved VM, og i dag gjorde de jobbet færdigt.

I suveræn stil blev Norge udspillet af en veloplagt dansk håndboldmaskine. 31-22 sejrede de danske VM-helte efter hele 18-11 ved pausen.

Føringen nåede allerede midt i anden halvleg op på 11 mål ved 26-15. Sidste kvarter var tæt på dansk paradekørsel i rød-hvid lykkerus

Helstøbt præstation - igen
Angrebsspillet var igen lagt op på allerøverste hylde, og Rasmus Lauge, Mads Mensah og resten af de sprudlende VM-drenge skød hurtigt hul i den norske myseost.

Men nordmændene kvitterede med en stribe scoringer efter såkaldt hurtig midte og var med til 4-4 og 5-6, før danskerne trak fra. Niklas Landin begyndte at diske op med de små mirakler, alle så småt tager for givet bag et stadigt stærkere dansk forsvar. Og angrebsbølgerne skyllede ind over den norske forsvars-kyst med stormstyrke.

Boxen gyngede i begejstring - og i forventningsglæde - da Rasmus Lauge plaffede halvlegens sidste mål op i krydset til 18-11.

Festen fortsatte ufortrødent efter pausen med mange danske profiler i hopla. Bagspilleren Morten Olsen fik ikke meget spilletid i de første kampe ved dette VM, men i finalen fik han tillid og kvitterede med fem pletskud. Mads Mensah, Rasmus Lauge, Magnus Landin, Anders Zachariassen, Niklas Landin og Mikkel Hansen - ja, vi burde nævne dem alle.

DANMARK ER VERDENSMESTRE. For første gang i historien efter tre tabte finaler i 1967, 2011 og 2013 blev fjerde gang lykkens gang.