Bozhidar Kraev scorede et forrygende solomål mod Hamburger SV. Foto: Flemming Hansen (Arkiv)

FCM taber målrig testkamp i Hamburg

Jørn Just Kristensen 

De danske mestre tabte en velspillet og underholdende træningskamp 3-5 efter tre halvlege mod Hamburger SV, der tager hul på anden halvdel af sæsonen i 2. Bundesligaen i næste uge

FODBOLD Otte mål, masser af store chancer og periodevist flydende pasningsspil var en del af oplevelsen, da FC Midtjylland onsdag tabte 3-5 til Hamburger SV i en livlig træningskamp.

Mayron George, Erik Sviatchenko og Bozhidar Kraev scorede for de danske mestre i en kamp, der gik over tre halvlege á 45 minutter på en fin græsbane med indlagt varme, som kunne modstå de fire minusgrader.

Begge hold åbnede opgøret i noget nær stærkeste opstilling. Hamburger SV - også kaldet HSV - lagde stærkt ud og trykkede FCM langt tilbage med bolden. Men det var midtjyderne, der scorede først.

Evander Ferreira erobrede bolden fra midterforsvareren Rick van Drongelen, som agerede noget nonchalent i situationen. Brasilianeren tog et træk og serverede et gylden chip-indlæg for Mayron George, der let og småliggende headede bolden over stregen til 1-0.

Men HSV svarede igen. 10 minutter før pausen udlignede en fri Bakery Jatta efter indlæg fra højrebacken Gotoku Sakai, og otte minutter senere blev FCM’erne fanget småhøjt på banen i en omstilling, og Khaled Narey knaldede bolden i mål til 2-1.

Chance-festivalen fortsatte i anden halvleg. Mayron George havde en stor mulighed efter en flad tværbold fra Joel Andersson, og Hamburgs Pierre-Michel Lasogga missede hele tre store chancer.

Efter en rund klokketime faldt udligningen til 2-2. Erik Sviatchenko stod for anden gang fri efter et hjørnespark, og denne gang scorede den hovedstødsstærke stopper. Han headede lige på målmanden i første omgang, men flugtede returen i netmaskerne fra tæt hold.

26 FCM’ere kom i aktion
Begge hold skiftede samtlige spillere ud efter 70 minutter, men lige inden da scorede Lasogga på et hovedstød efter et frispark fra Douglas Santos. Selve frisparket var dog ikke et af de større.

10 minutter efter den massive rokade scorede tyskerne igen. Christoph Moritz huggede en løs andenbold i mål efter et hjørnespark til 4-2. Det var stillingen efter 90 minutter.

Holdene fortsatte uændret i tredje halvleg, men FCM skiftede senere yderligere fire mand ind, så hele 26 ulve kom i aktion. Kun Paul Onuachu blev siddende på bænken, da han fik en mindre slagskade under tirsdagens træning hjemme i Stadome.

17 minutter inde i tredje halvleg blev det 5-2. Schweiziske Vasilije Janjicic sendte et frispark ind foran, og forsvareren David Bates prikkede den over stregen.

FCM havde dog også sine chancer. Jibril Abubakar havde to af de helt store. Den høje nigerianske teenager ramte stolpen på den ene og lobbede forbi på den anden.

Drømmemål af Kraev
Bozhidar Kraev reducerede på en sand perle. Dagens bedste. Den 21-årige bulgarer driblede ind gennem feltet og lagde elegant bolden over HSV’s reservekeeper, Tom Mickel, til slutfacit: 5-3 til Hamburger SV.

For tyskerne var det sidste test, inden det om præcis en uge går løs i 2. Bundesligaen. Det kunne ses, at de er et nummer længere fremme i opstarten.

For FCM var vinterens anden testkamp og god prøvelse, inden turen på fredag går til Dubai, hvor der venter 10 dages træning på gode græsbaner og to træningskampe mere.