Dansk Sammenslutning af Tamilske Foreninger fra Herning stod bag fejringen af det tamilske nytår i Folketingets fællessal. Foto: Privatfoto

Tamiler holdt høstfest

HERNING/KøBENHAVN Tirsdag gik verden ifølge den tamilske kalender ind i år 2050, og det runde år blev sidste mandag markeret med en konference i Folketingets fællessal. Arrangøren var Dansk Sammenslutning af Tamilske Foreninger (DSTF), som holder til i Herning og består af mere end 20 dansk-tamilske foreninger fordelt over hele Danmark.

Gæsterne bestod af både danskere og nydanskere - heriblandt tamiler fra hele landet - men på grund af et uheld på Storebæltsbroen, hvor en væltet lastbil spærrede i begge retninger, nåede de fleste af gæsterne fra Jylland ikke frem.

Konferencen havde den tamilske høstfest Pongal i centrum, men lagde også stor vægt på den tamilske kulturs rolle i Danmark. DSTF arbejder på at få det tamilske nytår officielt anerkendt i Danmark, som det er i Canada, og kulturministeren bidrog til konferencen med en video-nytårs-lykønskning.