Louise Burgaard skifter til Metz Handball i Frankrig efter denne sæson. Metz har vundet det franske mesterskab hele 22 gange - heriblandt de tre seneste i træk. Foto: Flemming Hansen

Officielt: HIH-profil skifter til fransk mesterklub

Jørn Just Kristensen 

Louise Burgaard siger farvel til Ikast efter fire sæsoner og fortsætter karrieren i franske Metz Handball

HåNDBOLD Efter fire sæsoner i FCM Håndbold og Herning-Ikast Håndbold kaster Louise Burgaard sig til sommer over nye udfordringer.

Den 26-årige hårdtskydende højreback skifter til de franske mestre, Metz Handball, på en toårig kontrakt.

- Jeg er og har altid været glad for at være her i klubben, men jeg føler, at det er det rette tidspunkt for mig at prøve noget nyt med et udlandseventyr. Jeg har lagt meget vægt på, at det er en klub med en rigtig stærk kultur, og at der ikke er nogle spillere der er større stjerner frem for andre, men at det er selve holdet, der er stjernen, siger Louise Burgaard i en pressemeddelelse.

Skiftet sker 1. juli, men inden da vil hun runde sin tid i Ikast af på bedste vis. Holdet er aktuelt nummer fem i HTH Ligaen og kæmper for avancement fra EHF Cup-gruppespillet.

- Jeg har haft fire gode sæsoner i FCM- og HIH-regi, og nu håber jeg bare, at jeg i min sidste sæson med klubben kan gå hele vejen. Det vil jeg i hvert fald kæmpe røven ud af bukserne for at nå - for jeg vil virkelig gerne slutte af på den bedste måde med det her hold, lyder det fra Louise Burgaard.

Herning-Ikast Håndbold har også den norske landsholdsspiller Stine Skogrand på højre back. Hun holder p.t. pause fra håndbolden på grund af graviditet, men ventes tilbage til starten af næste sæson.

Klubbens direktør lægger derfor op til, at lønkronerne skal bruges på en andre positioner.

- Det er selvfølgelig en central spiller vi siger farvel til, men når der lukkes en dør, så åbnes der også en ny. Vi får nu mulighed for at tilføre holdet tyngde på andre centrale positioner, siger HIH-direktør Jakob Mølgaard Christensen, som ønsker Louise Burgaard held og lykke i det franske, når den tid kommer.

Metz er franske rekordmestre med hele 22 franske mesterskaber gennem tiden - heriblandt de tre seneste i træk. I de seneste to sæsoner har klubben været i kvartfinalerne i Champions League.

Metz råder over hele otte spillere, der i december var med til at vinde EM-guld for Frankrig. Det er Laura Glauser, Gnonsiane Niombla, Manon Houette, Astride N’Gouan, Grâce Zaadi, Laura Flippes, Orlane Kanor og Béatrice Edwige.

Louise Burgaard talte allerede i går med Herning Folkeblad om tilbuddet fra Metz. Læs mere om det .