Mads Mensah jubler over en scoring i kampen mod Egypten. Foto: Flemming Hansen

Ny dansk sejr i Boxen – men det var ikke kønt

Thomas Damm 

Danmark er stadig ubesejret ved VM og selv et snævert nederlag mod Sverige på onsdag kan sende Danmark i semifinalen

HåNDBOLD Jyske Bank Boxen er stadig et fort for de danske håndboldmænd ved VM.

Mandag aften blev Egypten som ventet besejret i mellemrunden. De danske sejrscifre blev 26-20 efter dansk pauseføring på 9-7.

Umiddelbart før danskerne selv skulle spille, kunne Sverige have sikret den danske plads i semifinalen i Hamborg på fredag. Men Norge vandt den nordiske duel med 30-27. Dermed kan Danmark tåle at tabe med fire mål til Sverige på onsdag og stadig nå semifinalen. En dansk sejr eller nederlag på under tre mål sikrer førstepladsen i mellemgruppen.

Rodet første halvleg
Boxen var næsten fyldt med 13.237 forventningsfulde tilskuere, men kampen blev ikke nogen stor håndboldoplevelse. Man kunne godt mærke, at der ikke var det helt store på spil for danskerne. Egypterne solgte sig selv dyrt med fysisk spillestil, der kostede dem mange udvisninger, men også var med til at stresse danskerne.

Eksempelvis kunne Mikkel Hansen slet ikke finde det niveau, han har vist i de fleste af de øvrige kampe. Ved pausen havde han kun scoret ét mål, og han havde endda skudt tre straffekast. Hansen endte dog med at scorefem mål på otte forsøg og blev delt topscorer med stregspiller Anders Zachariassen, der blev kåret som kampens bedste spiller.

Mere tempo efter pausen
Efter otte minutter i anden halveg kom Danmark foran 14-11, og angrebsspillet blev mere tempofyldt og effektivt. Midtvejs i halvlegen førte Danmark 18-15, og afrikanerne kæmpede med næb og klør for at hænge på.

Med 10 minutter tilbage scorede Mikkel Hansen til 21-17, og på næste angreb blev det også 22-17, og Egypten tog efterfølgende en timeout, men fandt aldrig opskriften til at komme tilbage i kampen.

Sejrscifrene endte derfor på komfortable 26-20, hvilket er Egyptens største nederlag under VM.

Landstræner Nikolaj Jacobsen valgte igen at spille sin trup ret smalt. Dog blev der pænt med spilletid til Nikolaj Øris på højre back i stedet for Mads Mensah

Topscorer for Egypten blev Ali Zeinelabedin med seks mål.

Danmarks sidste kamp i mellemrunden er mod Sverige. Den spilles onsdag klokken 20.30 - naturligvis også i Boxen i Herning.