Tonje Løseth og HIH-holdet havde ingen problemer med besejre kriseramte Randers HK. Foto: Tom Laursen

HIH knuste sårbare Randers

Ole Bitsch 

Onsdag aften spadserede Herning-Ikast sig til storsejr på hjemmebane

HÅNDBOLD Krisen kradser hos Randers HK, og onsdag aften var Herning-Ikast Håndbold med til at forværre situationen i den kronjyske traditionsklub.

Inden aftenens match i IBF Arena i Ikast havde Randers-holdet tabt 10 gange i træk - heraf to pokalkampe i Final4.

HIH’erne sørgede for, at nederlag nummer 11 blev noteret hos gæsterne, der blev besejret med 29-13 - efter midtjysk pauseføring på 18-7.

Herning-Ikast skulle blot bruge 12 minutter på at sætte de to point ind på kontoen. Keeper Sabine Englert - værternes bedste i første halvleg - scorede i et tomt net til stillingen 8-1.

Forinden havde Randers-træner Niels Agesen forsøgt at lukke hullet i den synkende skude. Men uden held.

Et velfungerende HIH-forsvar, hvor playmaker Helene Fauske var skubbet frem centralt i en offensiv 5:1-formation, skabte store kvaler hos udeholdet. Da Herning-Ikast samtidig pressede angrebsspillet op i højt tempo, særligt i kontrafasen, var klasseforskellen markant. 10 minutter inden pausen kunne stregreserven Julie Gantzel øge forspringet til 10 mål - og sådan fortsatte de resterende minutter af første halvleg.

HIH-boss Kristian Kristensen havde forinden igangsat den naturlige stime af udskiftninger. Inden slutfløjtet havde både Sarah Iversen, Louise Burgaard, Sabine Englert, Emma Friis og Helene Fauske fået pauser på bænken. Kun højrefløjen Annika Jakobsen spillede fuld tid mod den selvtillidsforladte Randers-enhed.

Efter pausen var billedet det samme: HIH’erne fastholdt den klare føring, som en overgang rundede 17 kasser - ikke mindst som følge af fine redninger fra målvogter Jessica Ryde, der spillede hele anden halvleg.

Sejren kunne have været større, men hjemmeholdet sjuskede i flere faser, hvor flere boldtab og misbrugte afslutninger satte enkelte småridser i lakken.

HIH-topscorere mod Randers blev Helene Fauske og Annika Jakobsen med fem træffere hver.

Herning-Ikasts næste kamp er førstkommende søndag, hvor det på eget gulv gælder EHF Cup-duellen mod tyske Metzingen.