Nikolaj Øris blev natten til mandag far til en lille søn. Det fejrede BSV-backen og resten af det danske landshold med en sejr i Boxen over Saudi-Arabien. Foto: Flemming Hansen

Rodet dansk storsejr i Boxen

Ole Bitsch 

Mandag nedlagde Danmarks VM-aspiranter Saudi-Arabien med 34-22 i Herning

HÅNDBOLD Danmarks herrelandshold, der tilhører guldbejlerne under VM-slutrunden på dansk og tysk gulv, sikrede sig den tredje sejr på stribe. Mandag aften vandt de rød-hvide håndboldhelte atter i Jyske Bank Boxen, hvor Saudi-Arabien blev sænket med 34-22 - efter dansk pauseføring på 17-11.

I den forgangne weekend var der fuldt hus, da Danmark tog hul på VM-festen i Herning med en storsejr over Tunesien. Men mandag var der betydelig mere plads på tribunerne i Boxen.

Tusindvis af danske fans havde lugtet lunten forud for duellen mod saudiaraberne, der havde tabt klart til Østrig og Norge - og saudierne betegnes som det svageste mandskab i gruppe C.

Opfattelsen bekræftede landstræner Nikolaj Jacobsen, der fra første fløjt stillede med en stribe reserver. Mens stjerner som Niklas Landin, Mikkel Hansen, Rasmus Lauge og René Toft Hansen fik hvil på bænken, var der startpladser til B-kæden og spillere som keeper Jannick Green samt navne som Henrik Møllgaard, Anders Zachariassen og Nikolaj Markussen.

Udsigten og forventningen til endnu en komfortabel og let dansk sejr prægede i store dele af kampen både atmosfæren i Boxen og spillet på banen. Hverken supporterne eller især Danmarks aktører var helt i samme gear som mod Tunesien.

Det lavere tempo og det begrænsede tryk fra lægterne betød, at upåagtede Saudi-Arabien bragte sig foran 1-0 og 2-1 - og først blev sat tilbage ved dansk føring på 9-5 efter 13 minutter.

Ved 12-8 forlangte en vred Nikolaj Jacobsen timeout. Han reagerede ved at sende Morten Olsen og senere Rasmus Lauge på banen til at styre en ustabil dansk offensiv og en bleg defensiv, der også manglede koncentration.

Symptomerne fortsatte i begyndelsen af anden halvleg. Manglende fokus tillod Saudi-Arabien at reducere til 16-18, men så blev Niklas Landin og Mikkel Hansen sendt i aktion. Danmark øgede farten og kynismen - og gik fra 20-17 til 26-17. Så var resten af matchen en formalitet. I slutminutterne satte danskerne modstanderne helt på plads.

Dansk topscorer blev venstrefløjen Magnus Landin med syv træffere.

Danmark spiller næste gang i Boxen allerede tirsdag aften. Her er modstanderen Østrig.