En frustreret Petri Skriko måtte se sit hold sætte en 4-0-føring over styr og tabe 4-6 i Rødovre. Foto: Tom Laursen (arkiv)

Blue Fox førte 4-0 men tabte 4-6 i Rødovre

Thomas Damm 

I Rødovre var Blue Fox på vej mod en sikker sejr, men satte alt over styr i en katastrofal sidste periode

ISHOCKEY Av, av, av. Der venter spillerne fra Herning Blue Fox en lang tur hjem fra Rødovre tirsdag aften. Holdet måtte nemlig gå fra isen med et nederlag på 4-6 efter at have ført 4-0. Det må gøre ondt langt i hjertet på hele holdet.

To powerplaymål fra Zack Torquato og Morten Poulsen tidligt i anden periode sendte ellers Blue Fox på sikker sejrskurs. Daniel K. Nielsen og igen Morten Poulsen udbyggede føringen til 4-0 efter 16 minutter i anden periode, og alt så godt ud.

Hjemmeholdet fik reduceret en enkelt inden anden periode var slut, men i sidste periode gik det stærkt. På blot ni minutter scorede Rødovre fire gange og bragte sig foran 5-4. En helt vild udvikling på kampen mellem ligaens nummer seks og syv. Ingen af Rødovres mål blev scoret i powerplay.

Et frustreret Herning-mandskab jagtede udligningen, der kunne tvinge kampen i overtid, men forgæves. I sidste minut blev føringen i stedet udbygget til 6-4. Målet blev scoret i tomt net, mens Blue Fox-keeperen var på vej ud af banen, da rævene satsede på en udligning.

Rutinerede Simon Nielsen begyndte kampen i kassen, mens unge Frederik Søgaard var med som målmandsgardering, og han blev sendt på banen til sin blot anden kamp for Blue Fox, da der blev udlignet til 4-4.

Næste kamp for Herning er på fredag hjemme mod Odense, og det må være et revanchetændt Herning-mandskab, der stiller op til den lejlighed.