Zack Torquato brage Blue Fox på vinderkurs. Foto: Tom Laursen

Blue Fox sejrer i drama mod mestrene

Thomas Damm 

I overtiden knækkede Daniel K. Nielsen Aalborg Pirates

ISHOCKEY Det lugtede af slutspil i Kvik Hockey Arena søndag eftermiddag. 2045 tilskuere var på plads til dysten mellem sidste års sølvindere fra Herning og guldvinderne fra Aalborg. Det blev en herrefight af dimensioner med spænding, flotte individuelle præstationer og syngende tacklinger.

Til sidst endte det hele med Herning-jubel efter en overtidssejr på 3-2.

Første periode endte mærkværdigt nok 0-0 trods store chancer til begge hold. Nordjyderne havde blandt andet et skud på stolpen.

Tidligt i anden periode spillede Blue Fox i godt ét minut fem mod tre uden at få noget ud af det. Tværtimod sluttede powerplayet med en tabt puck, der sendte Aalborg i kontraangreb, og Lauri Taipulus måtte tage en udvisning for at stoppe angrebet.

Scoring i undertal
Det var dog alligevel Herning, der kom foran i undertal. Zack Torquato hoppede den rigtige vej ind på isen efter en udskiftning og blev spillet helt fri af Patrick Madsen, der så, at Torquato var helt fri. Canadieren scorede på friløberen.

Anden periode endte dog 1-1, da Cam Breas fik udlignet, da Aalborg nemt kombinderede igennem.

Blot to minutter inde i sidste periode kom Aalborg foran, og »rævene« lignede en kort overgang et knækket hold. Men Mika Aviani slog hurtigt tilbage og udlignede på en ny friløber.

Herfra bølgede kampen frem og tilbage, indtil Daniel K. Nielsen tordnede pucken i nettet kort før tid. Vild jubel blandt Herning-spillerne, inden det gik op for dem, at dommerne underkendte målet for offside i målfeltet.

Kaptajnen fulgte op
I overtiden var det dog kaptajnen, der fik lov at afgøre kampen. Mike Aviani kom af sted i en friløber efter et pucktab af Aalborg. Avianis forsøg blev klaret, men Daniel K. Nielsen var hurtig over returen og bankede pucken i nettet.

Stor forløsning, og en forrygende hockeykamp var slut.

Blue Fox spiller igen tirsdag aften i Rødovre.