Christina og Claus Hembo. Foto: Tom Laursen

Hembo-par til sportsgalla: Bruger sporten erhvervsmæssigt

Kim Stoltenberg Hansen 

Hver krone, vi har brugt i sportens verden, er kommet tidobbelt igen, lyder dommen fra Claus Hembo

SPORT Intet sportsgalla uden Claus og Christina Hembo. Erhvervsparret kalder uden at tøve det for årets største begivenhed, og nyder altid at komme i Boxen til sportsgalla.

- Vi har taget 34 kunder med fra hele landet, og har hygget med dem før festen og taget vores dobbeltdækkerbus herud, for at de alle kan mærke den fantastiske stemning, der er her ved et sportsgalla, sagde Claus Hembo.

Parret - der står bag Christina Design London, der laver ure og smykker - har ofte brugt sport som en løftestang for firmaet - eksempelvis som ejere af cykelhold.

- Min vurdering er, at hver krone, vi har brugt i sportens verden, er kommet tidobbelt igen, siger Claus Hembo.

Sammen om sporten
Han forklarer dog, at sport ikke bliver en god investering, hvis man ikke samtidig er klar på at arbejde for sagen.

- Sponsorater får ikke den store effekt, før man aktiverer dem. Man skal være klar til at bruge tid og kræfter på det. Man skal køre sin bus ud til en bakke ved Vejle, når der er Danmark Rundt, og her stå med sine kunder, så de kan mærke suset, sagde Claus Hembo, der også vurderer, at hans bedre halvdel er en gevinst, når sponsoratet skal udfoldes.

- Hun er jo et brand i sig selv, og derfor ville en tv-station på Bornholm gerne have, at hun cyklede foran holdet, og så blev det bragt i den bedste sendetid, sagde han - og Christina Hembo tilføjede, at hun viste sig at være overraskende hurtig på cyklen.

- Jeg kørte fra flere af rytterne, men måske var de bare lidt bange for at overhale chefen, smilede hun.