Foto: Colourbox

Politihund fandt herningensisk fiske-tyv på flugt

Martin Hove Thomsen 

To unge mænd fra Herning og Vejle lykkedes ikke med at stjæle fisk fra dambrug

HERNING To yngre mænd forsøgte sig onsdag aften med at stjæle fisk fra et dambrug ved Buldalen i Vejle. Det skriver Fredericia Dagblad. Tyveriforsøget gik dog ikke så godt ...

Den ene af de to yngre mænd var en 21-årig gut fra Herning. Sammen med hans 20-årige makker fra Vejle havde han brudt et skur op ved dambruget og taget et net, som de forsøgte at fange fisk med.

Et vidne råbte dem dog an, hvorefter de tog flugten ind i et skovområde. Vidnet blev ved mændenes bil og ventede, til politiet kom. Og med hjælp fra en snusende politihund fandt politiet hurtigt frem til de to unge mænd, der lå på jorden 700-800 meter fra bilen.

Ifølge Fredericia Dagblad, der har talt med den fungerende vicepolitiinspektør hos Sydøstjyllands Politi, overnattede mændene på politistationen og sigtes nu for indbrud og forsøg på tyveri af fisk.