foto: martin ballund

Indbrudsbølge i Tjørring: 11 indbrud på to dage

De sidste dage i 2018 bød på flere ubudne gæster i Tjørring

TJØRRING Nytårsdagene bød på et hav af indbrud i Tjørring. Lokalpolitiet i Herning har oprettet sager på i alt 11 af slagsen.

- Fremgangsmåden er identitisk, lyder det fra politikommissær Henning Præstegaard hos lokalpolitiet i Herning, som uddyber med, at der de fleste steder er blevet smadret en rude for at skaffe sig adgang til huset.

Derfor er der formentligt tale om den eller de samme gerningsmænd.

Langt størstedelen af indburddene er sket i løbet af fredag 28. december, mens der også har været et par stykker lørdag 29. december.

De ubudne gæster har været på spil to gange på Gidselfeldvej, en gang på Liselundvej, på Egelykkevej og på Frijsenborgvej.

I forbindelse med sidstnævnte tilfælde er der blevet set en mistænkelig mand, som politiet gerne vil i kontakt med. Han er 35-38 år, 160-165 centimeter høj og spinkel af bygning med kort skæg og mørk hud. Han havde kort, sort hår og bar sort tøj.

Derudover har der også været to indbrud på Tranekærvej og fire gange på Gudenåvej.

Flere af stederne har politiet endnu ikke overblik over, hvad der er stjålet, men ved indbruddet på Gidselfeldvej blev der stjålet flere smykker - heriblandt en vielsesring i guld, hvor der er indgraveret »Henrik 23.06.01«.