Dorthe Nors har netop modtaget et legat på 25.000 kroner. foto: Flemming Hansen

Legat til Dorthe Nors

HERNING Herning-forfatter Dorthe Nors jublede fredag på de sociale medier:

»Kom hjem i aftes og fandt et brev fra en advokat i postkassen. Tænkte straks: katastrofe, inkasso, ballade, retssag og åbnede med udsigt til al mulig modvind og dårligt vejr brevet. Men så var det et hæderslegat kaldet Axel Og Magda Fuhrs Legat. Har (heller) aldrig hørt om det legat, men det tildeles altså teaterfolk, forfattere og musikere. Hæderen består af 25.000 kroner og retten til at tegne små sole i vintermørket«, skrev hun - oven på et billede af legatet havde hun tegnet sole.

Der er ikke meget information at finde om legatet på det ellers alvidende internet. På legatbogen.dk står der dog:

»Fonden har til formål at støtte teater, litteratur og musik samt at yde bidrag til bevarelse af det danske sprog. Legatet kan ikke søges«.

I »Den gyldne bog om danske kvinder« kan man læse, at Magda Fuhr var portrætmalerinde og i 1933 blev gift med grosserer Axel Fuhr.