Doris Larsen ses her med buketten i favnen. Hun vil helst være fri for at være i rampelyset - og blot koncentrere sig om at hjælpe trængte familier, men før jul blev hun hyldet med »månedens buket«. Her er hun omgivet af andre frivillige i Mission Julepakke. Foto: Flemming Hansen

Ydmyg modtager af månedens buket

Lene Toksvig 

Doris Larsen bruger det meste af året på at søge midler, der skal gå til at hjælpe lokalområdets trængte familier i juletiden. For sit arbejde modtog hun forleden »månedens buket«

ANERKENDELSE Hvert år hjælper Mission Julepakke en lang række trængte familier i Herning og omegn med at komme i julestemning. Det sker ved at uddele store kasser med julehjælp - kasser, som er fyldt med mad og drikke, der kan være med til at skabe en god jul.

Uddelingen kan kun finde sted takket være en masse frivilligt arbejde, og da de frivillige i Mission Julepakke, som er en del Herning Care, der har lokaler i Åbenkirke i Olufsgade, mødtes onsdag 12. december for at påbegynde forberedelserne til arbejdet med at pakke cirka 500 kasser julehjælp, fik en af dem sig en overraskelse. Doris Larsen, der på ottende år er en del af projektet, blev nemlig overrasket af Herning Bladets udsendte, som overbragte hende beskeden, at hun var udvalgt til at være modtager af ugeavisens »Månedens Buket«.

Det er Oli Samara Schultz, der er koordinator på Mission Julepakke, som indstillede Doris Larsen til buketten.

- Doris har næsten været med fra starten - og hun siger aldrig nej til at hjælpe. Hun står med ansvaret for at søge midler, og hun står for at sætte arbejdet i system, så vi gør arbejdet så nemt som muligt, når der skal pakkes kasser, lød en del af begrundelsen.

Kamp til fotostregen
Selv var Doris Larsen vist ikke så meget for postyret - hun ville helst bare holde sig ude af rampelyset, men det fik hun altså ikke lov til denne dag. Men der var nu alligevel en grænse for, hvor meget hun ville i fokus, så da Herning Bladets fotograf gerne vil have et billede af Doris Larsen og buketten, fandt han hurtigt ud af, at det kunne han altså ikke få.

- Jeg har mødt mange, der ikke vil fotograferes, men du tager vist prisen, grinede den ellers erfarne fotograf, Flemming Hansen, til Doris Larsen, der altså gav ham kamp til stregen ...

Hun gik dog med til at få taget et billede, hvis de andre frivillige stillede sig op foran kameraet sammen med hende. Det gjorde de så.

- Jeg troede, jeg skulle have buketten, da jeg har fødselsdag i morgen, lød det efterfølgende fra Doris Larsen til Oli Samara Schultz.

Det var altså ikke årsagen. »I morgen« var ikke bare hendes fødselsdag, men også dagen, hvor de 500 flyttekasser skulle fyldes med julevarer, så det var blot endnu en grund til, at Doris Larsen fortjente en lille hyldest, påpegede Oli Samara Schultz, for stort set hvert år bruger Doris Larsen sin fødselsdag på at udføre det frivillige arbejde i Mission Julepakke.

Hun fejrede dog dagen sammen med sin mand, Knud Erik Larsen, for han er også en del af Mission Julepakke - faktisk er han en af grundlæggerne og samtidig årsagen til, at Doris Larsen i 2011 kom med i arbejdet.

- Han kom hjem og fortalte om de problemer, de stødte ind i - at det var svært at skaffe penge. Jeg spurgte, hvorfor de ikke søgte nogle fonde, og han svarede, at det kunne jeg så gøre, fortalte Doris Larsen.

Hun tog udfordringen op, og siden har hun været engageret i arbejdet.

- Det er farligt at sige sådan noget, grinede hun.

Glæden er det hele værd
Hendes forslag har siden ført til, at Mission Julepakke - og Doris Larsen - gennem årene har hjulpet over 2000 trængte familier.

- Kronen på værket er den dag, hvor vi deler ud. Den dag ser du, hvor glade familierne bliver, når de får en kasse. Det er det, der gør, at det er det hele værd, og det er det, der gør, at jeg fortsætter, fastslog Doris Larsen.

Hendes del af arbejdet går allerede gang i januar, da der er mange ansøgninger, som skal sendes af sted til de forskellige fonde.

- Ansøgningerne skal være formuleret og beskrevet rigtigt, og det er også derfor, vi er så taknemmelige for, at vi har Doris, for hun er rigtig god til det - og hun er ikke bange for at bruge sine egne penge på at blive bedre til det, forklarede Oli Samara Schultz.

- Når jeg går ind i noget, så gør jeg det 100 procent, indskød Doris Larsen.

I år har hun alene samlet næsten 100.000 kroner ind via fondsmidler foruden det beløb på cirka 75.000, som hun fik tilkendegivet året før. Men det kan være op ad bakke med arbejdet. Det lægger Doris Larsen ikke skjul på.

- Når man har fået fem afslag, så gider man ikke mere, så kan man stå der midt på året og tænke, hvorfor vi gør det her, men så kommer vi til denne tid på året, og så er man ikke længere i tvivl, konstaterede Doris Larsen med et stort smil - og en velfortjent buket blomster i favnen.