Jesper Andersen er næsten ikke til at kende, når han hopper i julemandens klæder. Nogle af de lokale voksne kan dog godt genkende ham, når han hvert år er julemand i den lokale Rema 1000 i Lind. Foto: Henrik Ole Jensen

Høgild-julmand får travlt: Hårdt at skulle omkring træet 12 gange!

Mathilde Bach callesen 

Jesper Andersen overrasker børn og voksne juleaftensdag, når han kommer på besøg som julemand

HøGILD Da avisen slår vejen forbi 41-årige Jesper Andersen i hans hjem nær Høgild, kan man komme i tvivl, om man har banket på hos julemanden. Jesper Andersen er nemlig i fuld sving med at trække i sin julemandsdragt, som gemmer på en stor pude på maven - og et stort smil bag det store, hvide skæg.

- Når jeg får julemandsdragten på, bliver jeg meget bevidst om, at nu er jeg julemand. Så begynder jeg helt automatisk at tage langsommere skridt, og min stemme bliver dybere, siger Jesper Andersen, som til daglig arbejder som værkfører hos virksomheden WindTech i Herning.

I år er det tolvte år, hvor han bruger juleaftensdag på at hoppe i julemandsdragten og smide sækken over skulderen for at tage rundt og overraske familier, som ønsker at få besøg af en julemand, der glædeligt danser om juletræet og kommer med pakker.

- Den overraskelse og glæde, jeg ser, når jeg kommer ind ad døren hos familierne, er helt fantastisk. Når man mærker den flere gange på én dag, så er julen reddet, siger Jesper Andersen, som i år skal rundt til 11 familier juleaftensdag.

Ny julemandsdragt
Jesper Andersens julemandskarriere begyndte tilbage i 2006, da han for første gang tog skægget på og malede kinderne ekstra røde for at agere julemand i den lokale Rema 1000 i Lind, hvilket han stadig gør i midten af december år efter år.

- Samme år tog en kollega fat i mig og spurgte, om jeg ikke ville komme forbi som julemand hos hans familie juleaftensdag. Det tænkte jeg over i halvandet sekund, inden jeg sagde ja, siger Jesper Andersen, som siden da har fået flere tjanser som julemand både hos private og hos firmaer.

Sidste år var han nødt til at investere i en ny julemandsdragt, da den gamle simpelthen var slidt op. Han har af flere omgange tilføjet lidt ekstra til kostumet, som da han fik fingrene i et par træskostøvler, eller da han fik syet en lang julemandskåbe.

- Træskostøvlerne giver den helt rigtige julemandsstemning, når jeg træder inden for hos familierne. Så kan man høre, at julemanden er på besøg. Det er sjovt, siger Jesper Andersen, der ikke er til at kende, når han har hele juleudstyret på.

- Det betyder meget for mig, at det er et ordentligt og veludført kostume. Det gør det nemmere for mig at være i rollen som julemand, siger Jesper Andersen.

En juletradition
Efter han i så mange år har ageret julemand på juleaftensdag, kan Jesper Andersen ikke forestille sig en juleaften, uden han har været rundt til familier for at danse om juletræ med både børn og voksne, inden han selv tager hjem for at holde jul med sine kære.

- For mig er det blevet en fast tradition at skulle rundt som julemand. Dem, jeg holder jul med, ved godt, at det ikke er mig, der står og laver sovsen juleaften. Når jeg kommer hjem for at holde jul, skal jeg i bad og slappe af. Man bliver lidt træt, når man har været rundt om juletræet 12 gange på én dag, siger Jesper Andersen med et smil.

12 gange er måske endda lavt sat, fordi sidste år var han rundt hos hele 15 familier i lokalområdet. For at nå så mange familier som muligt på de ni timer, han er forklædt som julemand, og for at overraske børnene på bedst mulige vis, planlægger Jesper Andersen dagen med omhu.

- Det kan være, at der er et stort vinduesparti, hvor jeg kan lade børnene opdage mig, eller det kan være, at jeg lige skal finde de pakker, børnene skal have, i skuret, hvor deres forældre har gemt dem, siger Jesper Andersen, der planlægger dagen således, at han har mindst tid i bilen og mest tid sammen med familierne.

- Mit mål er, at jeg vil nå så mange som muligt. Jeg tænker tit, at bare den 24. dog var noget længere, så jeg kunne nå at besøge endnu flere, siger han.