Fem unge ubudne gæster idømmes fængselstraffe for vold til en fest. Foto: Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix

Herning-teenager dømt for vold til 16-års fødselsdagsfest

Fem unge er dømt for slag og spark til en fest i Hedensted, én opsøgte offeret efter festen og tog kvælertag

112 Fem unge er blevet idømt fængselsstraffe for at have begået grov vold til en 16-års fødselsdagsfest.

Det besluttede Retten i Horsens i dag, oplyser Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Ingen af de fem unge var inviteret til festen, men de dukkede alligevel op 27. maj.

De dømte, der er 17-18 år, har bopæl i henholdsvis Horsens, Herning, Holstebro og Hjerm.

Den 16-årige, der holdt festen på en privat adresse i Hedensted, og en anden 16-årig bad flere gange de ubudne gæster om at forlade festen.

Det nægtede gruppen dog.

Den 16-årige begyndte at diskutere med en af de fem, og det endte med, at de fem skubbede den 16-årige omkuld, hvorefter de slog og sparkede ham adskillige gange på kroppen og i hovedet.

Også en 16-årig pige blev slået, da hun forsøgte at lægge sig imellem en af de fem og den 16-årige.

Pigen har fået en varig synsskade efter flere knytnæveslag i hovedet.

En af de fem dømte opsøgte den 16-årige, da han i slutningen af juli var på vej hjem fra Horsens sammen med nogle venner. Den nu dømte ville tale privat med den 16-årige.

De gik ind i en gyde, og manden sagde »du skal ikke udtale dig i retten« og »du skal holde din kæft over for folk«, hvorefter han tog kvælertag på den 16-årige og sparkede ham i maven. Den 16-årige flygtede herefter fra stedet og tilkaldte politiet.

Det var vidneforklaringer og en video fra det sociale medie Snapchat, hvor man kunne høre en mand råbe »I fucking sparker til«, der fældede gerningsmændene.

De fem fik ubetingede fængselsstraffe på mellem fem og ti måneders fængsel.

Den ene dømte, der har syrisk baggrund, idømmes en »advarsel« i henhold til udlændingeloven.

Det betyder, at han ikke bliver udvist, men at han er blevet advaret om, at han risikerer en udvisning, hvis han fortsætter med at begå kriminalitet.

Forskellene i fængselsstraffene skyldes, at nogle dømmes for flere forhold, og at de dømte havde forskellige forstraffe.

Alle fem har udbedt sig betænkningstid til en eventuel anke.

/ritzau/