Claus Nørgaard stopper i SønderjyskE. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Herningensisk træner stopper øjeblikkeligt i SønderjyskE

Sønderjyske valgte mandag at opsige træner Claus Nørgaard, der havde kontraktudløb næste sommer

FODBOLD Superligaklubben Sønderjyske opsiger træner Claus Nørgaards kontrakt med øjeblikkelig virkning.

Det oplyser klubben i en pressemeddelelse.

Træneren havde kontraktudløb til sommer, men allerede i den forgangne weekend meddelte Nørgaard, at han ikke ville forlænge den.

Mandag kom klubben så frem til at stoppe samarbejdet allerede nu.

- Det har hele tiden været planen, at vi ville evaluere efter årets sidste kamp, og det har vi nu gjort.

- Konklusionen er fra vores side, at tiden er inde til at få frisk blod ind, og derfor har vi valgt at afbryde samarbejdet, siger sportschef Hans Jørgen Haysen.

- Efteråret har ikke helt været, som vi havde håbet, og derfor går vi et intenst forår i møde, hvor en ny cheftræner forhåbentligt kan give os det afgørende løft, fortsætter Haysen.

Nørgaard tiltrådte i januar 2017 og nåede dermed at stå i spidsen for holdet i knap to år.

- Claus har været med til at stabilisere os i superligaen efter sølvet i 2016, og det var også det, han blev ansat til.

- Han har skullet stå model til meget, og vi har især i 2018 haft et hårdt år, så det er også med i vores vurdering, at det nu er tid til at starte op på en frisk, siger Hans Jørgen Haysen.

Han skal nu bruge den kommende tid på at finde en ny cheftræner. Han forventer, at den kommende træner er på plads, inden spillerne møder ind efter juleferien 7. januar.

Sønderjyske ligger aktuelt nummer ti i Superligaen med 22 point for 20 kampe. Dermed er der seks point til top-6, der udløser en plads i mesterskabsspillet.

I sidste sæson endte Sønderjyske i nedrykningsspillet, men klarede frisag uden problemer.

I Nørgaards første halvsæson i 2017 sluttede Sønderjyske på sjettepladsen i mesterskabsspillet.

Herningenseren startede trænergerningen i Herning Fremad. Herfra gik turen til Skovbakken, Vejle og en tjans som assistent i Brøndby i tre år, inden han i 2016 arbejdede med de danske ungdomslandshold. I 2017 blev han hyret af SønderjyskE.

/ritzau/