Et besøg hos politiet afskrækkede ikke just en 28-årig herningenser. Foto: Colourbox

28-årig vanvidsbilist fra Herning kom i nye problemer

Herningenser blev løsladt og gik på tyvetogt

HERNING En 28-årig mand fra Herning var i forvejen i problemer, efter at han natten til mandag kørte rundt i en bil med vanvittig hastighed, og i går blev sagsbunken ved politiet endnu større.

Da han blev løsladt, gik han ifølge politiet direkte ud og stjal en PH-lampe til en værdi af 20.000 kroner hos Jensens Company på Silkeborgvej.

Politiet fik en melding om indbruddet klokken 6.05 mandag morgen, og på videobillederne kunne man se tyven stikke af på knallert.

Signalementet af tyven blev givet til patruljerne, og en af dem fik øje på den formodede gerningsmand i Herning i går formiddag.

Betjentene valgte på den baggrund at ransage på mandens bopæl, og der fandt betjentene den stjålne PH-lampe.

Han blev anholdt, og da han også har andre uafklarede sager, blev han tirsdag morgen fremstillet i et grundlovsforhør med krav om varetægtsfængsling.