Julehyggen kommer til at drive ned ad kongrescentrets vægge 1½2. december - billedet er fra 2016-udgaven. foto: henrik ole jensen

Familiekoncert med 400 juleglade børn

KOR »J betyder juleaften, så ska’ vi ha’ fest« - sådan vil de 400 juleglade børn fra 16 skoler synge i MCH Herning Kongrescenter torsdag 12. december.

Familiejulekoncerten er en smuk tradition i Herning Kommune, som samler deltagere fra land og by. I samarbejde med HASO (Herning Amatørsymfoniorkester), som er en del af Herning Musikskoles tilbud, lærer skolebørnene i koret at synge i harmoni med et stort orkester under ledelse af den professionelle dirigent Poul La Cour og koncertmester Hanne Askou.

I samarbejde med Den Jyske Sangskole er det Bente Bliksted, som vil dirigere koret med de klassiske værker.

På programmet er blandt andet »Til Julebal i nisseland«, »Dejlig er den himmelblå«, »Merry Christmas Everyone«, »Nissernes Vagtparade« og naturligvis »Højt fra træets fra træets grønne top«.

Skolelærerne, som har trænet børnene siden oktober, har nu givet dirigentstokken videre til kollegaen Maria Aunsholt Christiansen fra Sunds-Ilskov Skole, som vil dirigere de rytmiske værker.

Til de rytmiske vil rockbandet bestående af Lars Sørensen, Ole Viinberg, Flemming Tang og Kurt Harboe akkompagnere koret.

Repertoiret vil traditionen tro være elskede klassikere, kendte og nyere sange. Aftenen vil blive bundet sammen af det dygtige poptalent, Anders Hornshøj Laugesen, som sidste år vandt DK4 poptalent-konkurrence i Horsens Forum.